Mange muslimer tilbyder at tage upopulære julevagter og holder butikkerne åbent juleaftensdag.
De færreste danskere vil arbejde juleaftensdag og de efterfølgende juledage. Men deres muslimske kollegaer arbejder ofte gerne, da de alligevel ikke fejrer jul.
Mange muslimer er villige til at tage de upopulære julevagter for deres kristne kollegaer i Social og Sundheds- og sygeplejerskebranchen
Det viser en undersøgelse, som JydskeVestkysten har foretaget.
– De er rigtig gode til at byde ind. Jeg har lige ansat en medarbejder med muslimsk baggrund, og hun vil gerne tage vagten juleaften, fortæller Kirsten Carlsen, der er funktionsleder for hjemmeplejen i Kolding Kommune til JydskeVestkysten.
Omvendt holder flere indvandrerbutikker også åbent i juledagene.
– Jeg fejrer alligevel ikke jul, så jeg holder åbent den 24. december, fortæller Yassier El-Sayed, palæstinensisk grønthandler på Falster.
– Men til gengæld forventer jeg en god omsætning juleaftensdag, tilføjer han.