Musikalsk familie viderefører kurdisk kultur

Viborg: ”Om vi bliver 100 år i Danmark, så glemmer vi ikke vores kultur,” siger Welîd Hamoto, der spiller musik sammen med sønnen Elîşêr og konen Melek Muxtar.

Af Deniz B. Serinci

“Æblet falder ikke langt fra stammen,” siges det. En familie på tre i Viborg er et godt eksempel på det.

Familiefaren Welîd Hamoto, konen Melek Muxtar og sønnen Elîşêr stammer fra en familie af musikere i Mabeta, Efrîn i syrisk Kurdistan og viderefører musikken fra det danske eksil. Her er historien om familien i Viborg, kendt som Dem Herdem.

I hjemlandet arbejdede Welîd som frisør og beskæftigede sig også med musik. Det lå til familien. En fætter underviste i musik og anden sang. Selv blev Welîd også påvirket af kurdiske folkesangere som Egîdê Cimo, Şeroyê Biro, Aram Tigran og Qarapêtê Xaço, som han lyttede til i Radio Jerevan.

”Musik ligger i min sjæl, det er medfødt,” siger Welîd. ”Når jeg spiller musik, så glemmer jeg alt om materielle ting.”

”I mange år har vi kurdere været undertrykte. Vi er blevet dræbt og fordrevet. Vi sørger. Og vi udtrykker vores sorg gennem musikken.”

Blandt de mange instrumenter, han spiller på, er det armensk-kurdiske fløjteinstrument Mey og Duduk.

”Jeg var i Aleppo, hvor jeg havde armenske og kurdiske venner. Ligeledes, hvor jeg tog hen, var min duduk med mig.”

I Danmark har Welîd optrådt sammen med den populære sanger Şivan Perwer i Aarhus i 2015, samt til nationalfesten Newroz i Odense, på biblioteket og uddannelsessteder i Herning og Viborg. Derudover har han optrådt i udlandet, som den franske by Strasbourg i Frankrig.

Også sønnen Elîşêr på 20 år har optrådt i udlandet, i Tyskland, Frankrig samt Syrien, før han kom herop.

I Danmark færdiggjorde den unge mand en sprogklasse og fik sin egen forretning i Viborg.

Siden otteårsalderen har han spillet på strengeinstrumentet Saz. Derudover mestrer Elîşêr også duduk, klaver, guitar, klarinet, og så videre.

”Interessen for musik stammer fra min far,” siger Elîşêr. ”Og så lærte jeg at spille hos min fætter i Syrien.”

”Hvis man er ked af det, så afspejler musikkens ens sorg. Hvis man har problemer, så kan man flytte fokus og stresse af,” siger han.

Sorgen kommer især af situationen i Efrîn og hjemlandet.

”Jeg håber, at Efrîn en dag bliver ligesom før krigen.”

En anden, der stresser af via kunsten, er Melek Muxtar, Welîds kone og Elîşêrs mor.

”Jeg udtrykte mig via kunsten. Det er afslappende for mig,” siger kvinder, der maler.

Malinger på væggen handler typisk om kærlighed.

”Du kan ikke altid tegne og male. Det er afhængigt af din tid og humør. Nogle billeder kræver få timer, andre flere måneder.”

I Syrien gik hun ikke i skole, men havde en lærer, der var billedkunstner og lærte fra sig.

I Danmark har Melek udstillet på Viborg bibliotek.

Derudover spiller hun også musik og synger. Påvirkningen fik hun især fra den populære sanger fra Efrîn, Bavê Selah.

”Fra barnsben af elskede jeg musik og voksede op med Bavê Selahs musik.”

Familiemoren har et budskab til det danske folk:

”Vi takker Danmark mange gange, fordi de åbnede deres døre for os. Jeg er dybt taknemmelig.”

Hvor ser familien så fremtiden henne? Der er delte meninger.

”Selvom jeg fysisk befinder mig i Danmark, så er min sjæl i Efrîn,” siger Melek. ”En dag ønsker jeg at vende tilbage.”

Elîşêr derimod foretrækker Danmark.

”Jeg har fået nye venner og mødt en ny kultur her. Jeg er glad for at være her.”

Om de en dag vender hjem eller ej, vil fremtiden vise.

Indtil da fortsætter familien med at spille løs i Viborg, fastslår Welîd.

”Om vi bliver 100 år i Danmark, så glemmer vi ikke vores kultur.”

Kommentér via Facebook

kommentarer