Tyrkisk moské i Odense delte et opslag, der støttede Tyrkiets offensiv i de kurdiske områder i Syrien og lovede syndsforladelse og guddommelig hjælp til dem, der drager i krig.
Af Deniz Serinci
Arkivfoto
Den tyrkiske moské i Odense, Selimiye Moskeen, delte igår et opslag fra det tyrkiske religionsministerium, Diyanet, på moskeens Facebook-side, hvor det støtter den igangværende tyrkiske offensiv i de kurdiske områder i Syrien.
Moskeen henviste i opslaget til et hashtag for navnet på den tyrkiske offensiv, “Operation Fredskilde”. Der stod i opslaget “Må Allah hjælpe dig til en glorværdig sejr”. Den konkrete Koran-vers, kapitel 48, vers 2-3 lover syndsforladelse til dem, der kæmper for Allah og bruges ofte af jihadister, der drager i krig i Syrien.
“Gud ville tilgive dig, hvad du tidligere har begået af synd…Gud ville yde dig en mægtig hjælp,” står der i verset.
Moskéen har igen fjernet opslaget efter, at avisen Berlingske har kontaktet Firat Kandemir, der på moskeens hjemmeside og på sin Facebook-profil står opført som bestyrelsesmedlem.
Kandemir erkender over avisen, at det var ham, som delte opslaget på moskeens hjemmeside. Han erkender, at det var en fejl.