Mor erkender drab på seksårig søn i Kolding og udvises nu til syrisk Kurdistan.
Foto: Deniz B. Serinci og privatfotos
Den 34-årige kvinde S., der erkender at have knivdræbt sin seksårige søn Sohil sidste år i Kolding, er i dag blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid. Det skete ved Retten i Kolding.
Desuden skal kvinden, der er syrisk statsborger, udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Hun stammer fra Dêrik i syrisk Kurdistan.
Endvidere skal hun betale 120.500 kroner i erstatning til Hame Suleyman, Sohils far.
Af anklagerens dokumentation fremgår det, at den 34-årige kvinde har været i medicineret med psykofarmaka og beroligende medicin. I månederne op til drabet på sønnen, havde hun ikke indtaget medicin.
Moren til det dræbte barn har i en tidligere afgiven forklaring til politirapporten sagt:
“Jeg havde tanker i hovedet. Tanker om at Sohils far ville voldtage ham og bagefter give ham til sine venner. Det var tankerne og stemmerne i mit hoved, der gjorde, at jeg dræbte ham,” lød forklaringen, ifølge Ekstra Bladet.
Det har ikke ved artiklens deadline været muligt at få en kommentar fra kvindens advokat Carsten Hove.
Til Jiyan.dk siger faren Hame Suleyman, at han er tilfreds med dommen og udvisningen:
“Jeg er meget glad, for retfærdigheden er sket fyldest.”
Han er samtidig utilfreds med, at han ikke fik halv forældremyndigheden over Sohil, som han ønskede. Sagen var stadig under behandling, da sønnen blev dræbt.
Sagen kort:
Sydøstjyllands politi modtog lørdag den 13. marts 2021 klokken 16.55 en anmeldelse om røg fra en lejlighed på Violvej i Kolding, hvorefter politi, brandfolk, stigevogn og fire ambulancer ilede til ulykkesstedet.
Da politi og brandmændene kom til gerningsstedet ved 17-tiden, var døren til lejligheden låst af og de måtte derfor sparke døren ind.
Inde i lejligheden fandt politifolkene seksårige Sohil liggende død på sofaen med en enkelt formodet stiklæsion.
I soveværelset befandt hans mor sig og hun havde tilsyneladende barrikaderet den indefra. Politi fandt kvinden i kritisk tilstand, både på grund af brandskader og flere stiksår, som hun angiveligvis havde påført sig selv.
I kvindens værelse fandt politi derudover en kniv med en bladlængde på ni centimeter og en flaske med brændbar væske.
Den dengang 33-årige mor blev reddet ud og branden blev slukket klokken 17.26. Sohil blev kort tid efter erklæret død.