Mor til britisk YPG-kriger, der blev dræbt i Rojava, kritiserer retssager mod kurdere, der drager i krig mod IS. “Al den tid, de bruger på at anklage en ung pige, drager hele familier afsted for at tilslutte sig Daesh.”

Moren til Konstandinos Erik Scurfield, den første britiske frivillige som blev dræbt i kampe mod Islamisk Stat (IS), kritiserer sit lands fængsling af kurdere, der drager afsted for at kæmpe imod den islamistiske organisation.

18-årige Silan Ozcelik, en britisk kvinde af kurdisk afstamning, er blevet anholdt for at forsøge at tilslutte sig det kurdiske arbejderparti (PKK) for at bekæmpe IS. Og det er ”latterlig”, ifølge Vasiliki Scurfield, mor til afdøde Konstandinos.

“Al den tid, de bruger på at anklage en ung pige, drager hele familier afsted for at tilslutte sig Daesh,” siger hun til avisen Rudaw og bruger organisationens arabiske navn.

Den britiske mor henviser til en sag, hvor en britisk familie, heriblandt fire børn, formodes at have været på vej til Syrien. De blev anholdt i Tyrkiet, inden de nåede til Syrien.

Da PKK betragtes som en terrorgruppe af EU, kan det ifølge britisk lov være strafbart at kæmpe med dem. Konstandinos kæmpede med Folkets Beskyttelsesenheder (YPG), der er relateret til PKK.

Står det til Vasiliki bør PKK komme af terrorlisten, ”hvis det

[PKK] fortsat arbejder henimod forsoning.”

Siden 2013 har PKK haft fredsforhandlinger med den tyrkiske regering efter treårtier lang guerillakrig.

”Storbritannien har sluttet fred med IRA, og nu med Iran. Hvorfor ikke med PKK?” spørger Vasiliki.

Søn frustreret over at se kurdere blive myrdet

På spørgsmålet om hvad, der fik hendes søn til at kæmpe for kurderne, forklarer moren, at sønnen “følte, at kurderne blev isoleret og ignoreret.”

“Min søn var meget frustreret over at se al den brutalitet og mord på så mange uskyldige civile,” siger hun. “Han kunne ikke tro, at briterne ikke gjorde noget. Han følte, at han måtte hjælpe.”

Ideen om at hjælpe andre, havde Konstandinos fra barnsben af.

”Han nærede en dyb følelse af retfærdighed og var en omsorgsfuld person”.

Da hun hørte om sin søns død, var moren lige kommet hjem fra arbejde og så mange journalister på hendes bopæl. En af ​​dem sagde, at han havde hørt forlydender om, at hendes søn var blevet dræbt i Syrien.

”En time senere ringede den britiske repræsentant for YPG og bekræftede nyheden,” husker hun. “Der var chok, forvirring… Vi blev lamslået, sønderknuste.”

Nu har Vasiliki startet en kampagne for at støtte YPG, hvor folk opfordres til at bruge deres stemme på sociale medier.

“Jeg vil have de vestlige regeringer og især den britiske til at anerkende kurdernes indsats og tillade støtte til de mennesker, der har brug for det,” siger hun.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer