Manden der menes at stå bag den seneste tids skudepisoder mod indvandrere er anholdt. Han frygtede at indvandrere ville oversvømme Sverige, fortæller hans far.

Af Alan Hasso

Svensk politi anholdte igår ved 18-tiden en 38-årig mand, der er mistænkt for at stå bag adskillige skyderier mod indvandrere i Malmø.

Han er blandt andet anholdt for et drab, og syv drabsforsøg på indvandrere.

Svensk politi har indtil videre været tavse mht. anholdelsen, som ifølge svenske medier skete under stort politiopbud. Inden pressemødet igår kl. 13 udsendte svensk politi en kort pressemeddelelse om begivenhederne.

»Manden (…) blev anholdt ved 18-tiden lørdag aften mistænkt for mord og mordforsøg. Den 38-årige blev anholdt af undersøgelsesleder Solveig Wollstad. Mistanken vedrører handlinger som er koblet til de skyderier der har fundet sted i Malmø den senere tid«, skriver svensk politi.

Holder efterforskning hemmelig
Trods pressemødet har svensk politi ikke givet mange flere oplysninger om anholdelsen, da efterforskningen er inde i en følsom fase. Anholdelsen kan vise sig at blive kulminationen på den politijagt, som har stået på siden svensk politi 20. oktober offentliggjorde, at det mistænkte er en enkelt serieforbryder, der står bag et antal angreb på indvandrere.

Flere af skudepisoderne har fundet sted efter mørkets frembrud. Snigskytten har flere gange angrebet folk, mens de ventede ved busholdepladser, blandt andet ved at skyde dem bagfra. Politiet har haft mistanke om at serie-skudmand var på spil siden foråret, men holdt oplysningen hemmelig indtil sidste måned for ikke at skade efterfoskningen.

En dræbt, otte såret
Af 50-60 skudepisoder i Malmø det seneste år, betragter svensk politi cirka 15 som uforklarlige. En person er dræbt under episoderne, og otte er blevet såret. Skudepisoderne har rettet sig mod personer af anden etnisk baggrund end svensk. Dødsofret, en 20-årig kvinde, er det eneste af ofrene uden indvandrerbaggrund.

Til gengæld var hun sammen med en udlænding, som blev hårdt såret men overlevede. Ved flere af skudepisoderne blev det samme storkaliber-våben brugt.

Den anholdtes far fortæller i et interview at hans søn frygtede at indvandrere ville oversvømme Sverige og dermed overtage magten.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer