Femårsdagen for drabet på den kurdiske sheik og islamiske leder Şêx Meşûq Xeznewî bliver i disse dage mindet verden over. Hans mishandlede lig dukkede op i 2005.

af Deniz Berxwedan Serinci

Şêx Meşûq var kendt for at være en meget moderat islamisk leder. Han forsvarede en moderne tilgang til religionen med teologiske argumenter.

Således argumenterede sheiken ud fra Koranen for, at mænd og kvinder skulle ligestilles. Samtidig gik han ind for fredelig sameksistens mellem de tre monoteistiske religioner Islam, Kristendom og Jødedom.

Sheiken fordømte selvmordsbomberne i nabolandet Irak og erklærede, at de stred mod Islam. Derfor var han forhadt af radikale islamister i Syrien og nabolandene.

Senere kritiserede han det syriske regime og dets politik i forhold til kurderne i landet. Han udtalte til en canadisk avis:

”Enten skal regimet ændre sig eller også må det gå…Grunden til, at jeg kan sige det nu, er at amerikanerne er i nabolandet Irak.”

En udtalelse, der vakte vrede hos styret i Damaskus.

Sheiken forsvandt efterfølgende. Kurdere protesterede imod hans forsvinden, som de beskyldte den syriske efterretningstjeneste for at stå bag.

Senere dukkede Şêx Meşûq Xeznewî’s mishandlede lig op. Kurdere verden over protesterede over drabet på sheiken. Det syriske regime afviser at være indblandet i mordet.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer