Sagen om den afviste asylansøger, som blev halshugget, har vakt opsigt i danske medier. Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører Christian Juhl kritiserer Danmark og Sverige.
Foto: Mark Knudsen/Monsun
Nyheden om den kurdiske asylansøger Xalid Xwedêda, som blev afvist af Danmark, sendt til Sverige og derfra til Sydkurdistan, hvor han blev halshugget, har genlydt i medierne, efter at Ezidi Kulturforening i Danmark, foreningen Komkar samt Jiyan.dk hver har skrevet om den.
Ekstra-Bladet, Urban, Arbejderen og Modkraft har således omtalt sagen.
”Trods advarsler om mord på kurdere, der bekender sig til ezidi-religionen, valgte både Danmark og Sverige at afvise asylansøgningen fra ezidi-kurderen Xalid Xwedêda tilbage i 2010. I sidste uge blev han fundet halshugget i byen Kirkuk i det nordlige Irak,” skriver Modkraft eksempelvis.
Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører Christian Juhl finder sagen kritisabel, idet Danmark afviste at give asyl til Xwedêda, som på grund af sin tro var i fare i Irak. Danmark sendte ham som bekendt til Sverige, som så sendte ham til Kirkuk, hvor han blev dræbt.
”Det er skandaløst af Danmark og Sverige,” siger Folketingsmedlem Christian Juhl til Jiyan.dk
Den 27-årige ezidi-kurder Xalid Xwedêda (Khaled Khodeda) blev for ca. en uge siden fundet halshugget i Kirkuk, Sydkurdistan (Irak).
Han søgte i 2007 om asyl i Sverige, men efter længere tid gav de svenske myndigheder ham afslag på sin asylsag og udviste ham i 2010 til Irak.
Senere kom det frem, at Xalid Xwedêda, som var far til en dreng på 6 måneder, også havde søgt om asyl i Danmark og boet i kortere periode i Sandholmlejren, hvorefter de danske asylmyndigheder sendte ham tilbage til Sverige, hvorfra han så blev tvangsudvist til Irak.