Folketingsmedlem Christian Juhl (EL) kritiserer Tyrkiets fængsling af kurdiske aktivister. “Det er politiske fængslinger.”
Christian Juhl, udenrigsordfører for Enhedslisten mener, at det altid er vigtigt at bakke op om kurderne.
”Kurderne har ret til at blive behandlet på lige fod med alle andre,” siger han og støtter ideen om kurdisk selvstyre inden for grænserne af Tyrkiet, Irak, Iran & Syrien.
”Jeg tror ikke, at drømmen om et selvstændigt Kurdistan bliver til noget, men vi vil som Enhedslisten støtte dem i at opnå selvbestemmelse indenfor disse lande.”
Da PKK i 1984 startede dets væbnede kamp, krævede bevægelsen oprettelsen af en kurdisk stat i den sydøstlige del af landet. Konflikten har indtil den dag i dag kostet ca. 45.000 liv.
Men nu er dens mål at skabe en selvstyrende kurdisk region og flere kulturelle rettigheder for etniske kurdere, der udgør det største mindretal i Tyrkiet.
Juhl henviser til at flere af de andre kurdiske partier, eksempelvis Komalah, PDKI, PJAK, PYD, osv. ligeledes alle kræver selvstyre indenfor grænserne af henholdsvis Iran og Syrien.
I sidstnævnte land raser en krig, der har tvunget masser af mennesker på flugt. For tiden er der mange syrisk-kurdiske børn i flygtningelejre.
”Vi har alle set billeder af flygtningebørn i kulde og mudder, og når vi så har muligheden for at samle os, så skal vi støtte dem,” siger Christian Juhl, der i fredags deltog i en støttefest for flygtningene.
”Danmark må presse Tyrkiet”
Enhedslisten har flere gange kaldt udenrigsministeren i samråd for at kræve, at Danmark kritiserede Tyrkiet for dets fængslinger af forfattere, journalister og politikere i den såkaldte KCK-sag.
I KCK-sagen sidder tusinder af folk dømt for forbindelser til den ulovlige organisation KCK, som menes at være den urbane fløj af PKK. Mange af de anholdte journalister er blevet anholdt under razziaer i Tyrkiet, i jagten på påståede medlemmer af KCK. De fleste af de tilbageholdte journalister arbejder for pro-kurdiske medier.
Tyrkiets vicepremierminister Bekir Bozdag siger, at der ikke sidder nogen journalister i fængsel i Tyrkiet pga. deres arbejde som journalister.
Men den forklaring giver Christian Juhl ikke meget for.
”Fængslingerne af kurderne er direkte politiske. Kurderne bør have lov til at være fri for den voldsomme undertrykkelse,” siger det danske Folketingsmedlem.
Han håber derfor at fredsforhandlingerne mellem Tyrkiet og PKK kan fortsætte.
”Her må Danmark ind og presse på,” lyder det fra Christian Juhl.