Læs et uddrag af forfatteren Jan Pêt Khorto’s digtsamling “Helvedes Fristelser”

Mens guderne begyndte deres hyldest

Ved siden af mit bord … midt i Sandholms intethed
med papirer spredt rundt om mig
og røg der inhalerer mig
grådigt den sorte sorg

Jeg står ved vinduet … funderende over himlen, der er ladet med træthed
mens jeg lytter til den omgivende illusion
iført et suk
Apatisk knælende
mens jeg glæder mig over en hvisken der svandt i nattens favn
den bortfører mig fra mit ingenmandsland
gør mig til en fri fange
befriet fra min egen kraftesløshed
den får mig til at skimte barndommen bag hegnet
Leg i evindelig sørgmodighed
med pigedukker

Jeg bliver til én af dem der skødesløst kastes bort
og falder i en piges hårbånd
Forrådt af snavsede mellemøstlige kompromisser
mens jeg fortvivlet bliver til én af de legende
Hun lo
hendes blik endte i en udtørret flod
hun fik mig til at danse
behandlede mig som et genfundet tabt stykke legetøj

Slikkede mit hår
ordnede mit tøj
og sang mig sin første sang.
Jeg vækkes af skadens skrig, mens den stirrer på mig
Jeg lader hånden glide hen over vindueskarmen
mens jeg drukner i en sø af uendelighed
endnu engang på jagt efter mig selv.

Ved siden af mit bord… Midt i Sandholms intethed
med papirer spredt rundt om mig
og mens røgen inhalerer mig

opslugt af et rødt inferno,
sidder jeg på sengen omgivet af stilhed
mens mellemøstlige aviser publicerer sider med navne
der respektfuldt flænses … Præsidenter
Ledere
Mujahadinere
Martyrer
Terrorister
Grupper
Symboler
og forrædere
for på den måde at gøre gamle stater nye
indslumrende til lyden af eksploderende bomber under babyernes
Vugger
slumre ind til mord
slumre ind med papegøjens tilladelse
og så igen tilbage til min drøm…

Ved siden af mine papirer … Midt i Sandholms intethed
med historien spredt rundt om mig i værelset
mens røgen inhalerer mig
og sluger min fremtid
forbløder hovedstædernes fortove i omfavnelsen af mine hundrede
og syv lig
Damaskus, Beirut, Istanbul, Athen, Berlin, København
Og byerne tabte lidt efter lidt deres ry og berettigelse
omgivet af vilkårlige dage, hvor jeg aldrig levede
jeg kigger efter et sted til mit mellemøstlige vanvid
leder efter skjulesteder til mine skrig

For at holde dem skjult for dem, der prøvede at dræbe mig for at
begrave min pen og mit blæk

Og jeg vil råbe det ud:
Hallo verden, lyt! Læg mærke til tiden
prøv at ignorere al den kunstige larm og støj
ødelæg den guddommelige skæbnes storhed
og lad mig
fortælle dig en historie fra den fædrelandsløse poets tid.

Jan Pêt Khorto fortæller den 12. august om sin nye digtsamling ”Helvedes Fristelser”, der både skildrer det kurdiske folks trængsler, men også fortæller om en digters kamp for at få fodfæste i en ny kultur. Det sker på Apostelkirken i København.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer