Kamuran Yuksek fra DBP: “Massakren i Cizîrê bliver ikke en massakre, vi glemmer.”

Tyrkiske medier melder om ”60 dræbte terrorister” i sammenstød mellem tyrkiske styrker og medlemmer af Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Cizîrê i Østtyrkiet/Nordkurdistan.

Ifølge tyrkisk stats-tv TRT fandt episoden sted mellem kl. 17 og 18 lokal tid.

Omvendt siger Demokratiske Regioners Parti (DBP) og Folkenes Demokratiske Parti (HDP), der begge er tætte på PKK, at der snarere er tale om en massakre.

Kamuran Yuksek, medformand for DBP siger, at ”snesevis af mennesker er blevet dræbt i Cizîrê”, heriblandt civile.

En delegation fra HDP har forsøgt at komme ind i Cizîrê, men blev 40 kilometer forinden stoppet af tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Yuksek siger: ”De skyldige skal drages til ansvar for dette. Massakren i Cizîrê bliver ikke en massakre, vi glemmer.”

De tyrkiske myndigheder har siden sommer erklæret udgangsforbud i en række kurdiske provinser og distrikter.

I en rapport fra Human Rights Watch (HRW), der udkom i december 2015, hedder det, at mange kurdiske civile er blevet dræbt under udgangsforbuddene siden sommeren 2015 i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan og at sårede mennesker bliver nægtet adgang til medicinsk behandling.

Rapporten beretter om, at hele kurdiske kvarterer er blevet nægtet adgang til vand, el og mad.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer