Af Mazloum Abdi, øverstbefalende for De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), skrevet til Washington Post
I 2014 lærte verden min hjemby, Kobane, og mit folk, de syriske kurdere at kende, da vi i samarbejde med USA og den globale koalition tilførte Islamisk Stat (IS) dets første store nederlag. Den alliance, som vi skabte der, førte til afslutningen på IS’ kalifat i 2019.
Nu er Kobane igen truet – og alt det, vi har opnået ved denne alliance, er også i fare.
Denne gang kommer truslen ikke fra Islamisk Stats terror, men fra en amerikansk allieret og et medlem af NATO. I over en uge har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans regering kastet bomber ned over vores byer, dræbt civile, ødelagt vigtig civil infrastruktur og gået efter de Syriske Demokratiske Styrker, der arbejder på at holde IS nede.
For befolkningen i vores region var Islamisk Stats militære nederlag aldrig vores eneste mål. Hver gang vi kæmpede mod terrorgruppen på slagmarken, tog vi efterfølgende tiltag for at ødelægge ideologien bag, ved at bygge et system baseret på inklusion, pluralisme og lighed. I Raqqa, for eksempel, hvor Abu Bakr al-Baghdadi engang regerede over IS’ territorium, er syriske kvinder nu fremtrædende ledere.
I 2015 etablerede vi Syriske Demokratiske Styrker (SDF), en koalition af kurdere, arabere og assyrere, der skulle besejre IS. I alle byer, som vi befriede, byggede vores folk lokale administrationer, der for første gang i Syrien repræsenterede alle etniciteter og religioner og gav kvinder ligestilling.
Vi er flere gange blevet kritiseret for ikke at leve op til Vestens demokratiske standarder. Vores system er ikke perfekt: Men vi måtte skabe det under en eksistenskrig og under en ødelæggende økonomisk blokade.
Men i forhold til kvaliteten af vores regeringsførelse og sikkerhed, så har vi været i stand til at levere og overgået alle andre autoriteter i Syrien. Intet af det havde været muligt uden sejren i Kobane og den internationale støtte til vores modstand (mod IS).
Nu truer den tyrkiske offensiv og den nye trussel mod vores region alt det.
Et angreb i grænsebyen Derik, hvor der bor kurdere, ezidier og kristne, dræbte mere end 10 civile. Et andet angreb gik efter en base i byen Hasakah, hvor jeg arbejder sammen med USA for at planlægge operationer mod IS. Det ramte blot et par hundred meter fra de amerikanske styrker. Jeg tror, det var et forsøg på at ramme mig: Tyrkiet har dræbt flere af mine kolleger i SDF og vores administration i år.
Udover disse bombardementers terror og kaos, truer Erdogan med en landinvasion imod vores territorium. Vi ved, hvilke konsekvenserne sådant angreb vil have, for Tyrkiet har gjort det to gange før.
De tyrkiske invasioner af Efrîn i 2018 og Serê Kaniyê og Tal Abyad i 2019 førte til, at hundredtusinder af mennesker blev fordrevet. Samtidig forstyrrede invasionerne den globale kamp mod IS. Efter flere års tyrkisk styre er disse regioner nu ramt af kaos, ustabilitet, interne kampe og tilstedeværelsen af ekstremister.
Hvor vores administration engang beskyttede etnisk sameksistens, religionsfrihed og kvinders rettigheder, begår tyrkiske styrker og tyrkiet-støttede militser ustraffet usigelige overgreb mod etniske og religiøse minoriteter og kvinder.
Da vi styrede Efrîn, var byen den eneste del af det nordvestlige Syrien, der ikke var styret af radikale islamister. Efter at området kom under tyrkisk kontrol, opererer grupper med tilknytning til al-Qaeda frit på dets territorium. Denne sommer dræbte et amerikansk droneangreb Maher al-Agal, en af IS’ topledere, der.
Mens vores administration stod for etnisk sameksistens, religiøs frihed og kvinders rettigheder, har tyrkiske styrker og tyrkiskstøttede militser begået ubeskrivelige overgreb mod etniske og religiøse minoriteter og kvinder uden at blive straffet.
Tyrkiet truer ikke vores folk, sikkerhed og stabilitet, som vi har ofret så meget for, på grund af noget, vi har gjort.
Som undskyldning for krig har Erdogan beskyldt vores styrker for at være involveret i et dødbringende bombeangreb i Istanbul. Lad mig slå fast: Vi tager afstand fra og fordømmer denne terrorhandling, afviser alle beskyldninger om at være involveret og sender vores kondolencer til ofrene. Vi gentager vores opfordring til at undersøge og er klar til at hjælpe, hvis det skulle være.
Vi beder ikke nogen om at kæmpe for os. Mit folk eksisterer stadig her, fordi vi så mange gange før har kæmpet. Hvis vi bliver tvunget til det, vil vi igen kæmpe. Det, vi beder om, er, at verden skal hjælpe os med noget, som er sværere; nemlig at skabe fred.
Vi mener, at rødderne til de konflikter, der har skabt så meget smerte og lidelse i vores region, er politiske. Der er ikke noget indarvet had mellem kurdere og tyrkere: Tyrkiske ledere har taget den politiske beslutning at betragte kurdere som en sikkerhedstrussel og nægte os vores grundlæggende demokratiske rettigheder. Tidligere har Erdogan forhandlet med Kurdistans Arbejderparti (PKK) om at afslutte den væbnede konflikt og løse det kurdiske spørgsmål på fredelig vis.
Dengang disse samtaler fandt sted, levede vi i fred med vores tyrkiske naboer. Hvis de skulle genstarte, ville vi kunne gøre det igen.
Og da vores region var truet i 2019, tilbød PKK i denne avis at sætte sig ned og gå efter en politisk løsning. Men Tyrkiet svarede ikke på deres tilbud og landet invaderede og besatte to af vores byer blot få måneder senere.
Havde det internationale samfund dengang sagt fra overfor en tyrkisk invasion og talt for fred, så var det gået anderledes. Selvom ingen kan skrue tiden tilbage, kan vi lære af fortidens tragedier.
Vi erklærer hermed, at vi er klar til at spille en nyttig rolle i forhold til at genoptage disse forhandlinger og skabe fred. Vi opfordrer det internationale samfund til straks at tage konkrete skridt for at forhindre en tyrkisk invasion og fremme en politisk løsning på den kurdiske konflikt baseret på demokrati, sameksistens og lige rettigheder. Vores folks eksistens og regionens sikkerhed afhænger af det.
