En massegrav er blevet fundet i landsbyen Kocho (Koço) i Irak – symbolet på IS’ folkemord på ezidierne.

Foto: Rudaw

Sidste uge blev landsbyen Kocho befriet af den shiamuslimske koalition, der er kendt som Hashid Shaabi (De Folkelige Mobiliserings Enheder).

Igår og idag er der blevet fundet massegrave med lig af ezidier.

Den 15. august 2014 blev alle de mandlige ezidi-indbyggere i Kocho blev kaldt ud til en af landsbyens skoler. Med spredte ben, fødderne langt fra hinanden og en tilbagelænet overkrop begyndte en lokal IS-leder at tale.

“I får lov at leve, hvis I konverterer til vores religion!” erklærede han.

Mændene nægtede at konvertere. Derefter blev de ført væk, og kvinder og børn blev sat i fangenskab og sendt til Tel Afar. Derfra blev de solgt til sexslaveri.

Mændene blev alle en efter en stillet op på en lige række og bagbundet. IS-lederen gav ordre til, at jihadisterne skulle dræbe dem. De sortklædte krigere tog knive frem, råbte ”Allah’u akbar”, og begyndte at skære halsen over på ezidi-mændene. De livløse kroppe lå nu nede på jorden og rørte sig ikke længere.

I alt mistede 82 ezidier livet. De, der blev i landsbyen, beskriver en stærk stank af rådnende lig, der gennemtrængte stedet. Der var dog også overlevende fra massakren, som klarede sig, fordi de blev reddet af sunnimuslimske, arabiske naboer. Til Amnesty udtalte en af de overlevende:

”Nogle mennesker kunne ikke flygte og redde sig selv […] De fik en forfærdelig død. Jeg formåede at slæbe mig væk og blev reddet af en muslimsk nabo; han risikerede sit liv for at redde mig”.

Dagen efter, den 16. august, blev yderligere 312 mænd henrettet på samme måde i Kocho.

FN’s goodwill-ambassadør Nadia Murad er fra Kocho. IS henrettede hendes seks brødre og mor for øjnene af den nu 23-årige Nadia Murad. Sidstnævnte blev selv voldtaget og formåede at flygte efter tre måneders fangenskab.

Det præcise antal fangne hos IS er ukendt.

FN siger, at 6386 ezidier blev bortført af IS, heraf skulle 3537 være kvinder, og 2859 være mænd. Per april 2017 er 3001 ezidier siden oktober 2014 blevet reddet. Heraf er 1589 børn, 1076 kvinder og 336 mænd. Dermed er 3412 ezidier stadig fanget, cirka ligelig fordelt mellem mænd og kvinder.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer