I år er det 25 år siden Saddam Hussein gassede kurderne i Nordirak. Det markerer folketingsmedlem Özlem Cekic med en konference om Halabja-massakren, med det formål, at belyse overfor omverdenen, hvad der skete dengang.

Arkivfoto

”Det er vigtigt for mig at afholde sådan et mindearrangement. Selvom det er længe siden er det vigtigt at mindes og synliggøre det folkemord, der skete. Især fordi kurderne stadig er et folk, hvis rettigheder negligeres når de store kræfter slås og er optaget af andre dagsordner”, fortæller folketingsmedlem Özlem Cekic, der selv har kurdisk baggrund.

Folketingets formand Mogens Lykketoft åbner arrangementet.

”Det er vigtigt sammen med repræsentanterne for det dansk-kurdiske samfund at erindre de grusomme overgreb under Saddam Husseins regime i Irak, der kulminerende med gasningen af civilbefolkningen i Halabja og samtidig understrege den danske støtte til selvstyret i Irakisk Kurdistan og alle bestræbelser for fredelige og retfærdige løsninger på de interne problemer i nutidens Irak.”, påpeger Mogens Lykketoft, der selv tidligere har besøgt det regionale parlament i Irakisk Kurdistan.

På programmet er endvidere repræsentanter fra en række af folketingets partier, samt eksperter der kan fortælle om massakren, og hvad vi gør for at forhindre at noget sådant sker igen.

Derudover taler Adnan Ahmad  som repræsentant for de kurdiske organisationer.

”Magthaverne har brugt kemiske våben og andre grusomme midler, for at udføre deres etniske udrensningsprocesser mod det kurdiske folk. Kampen for kurdernes rettigheder er ikke slut endnu. Og vi mindes ofrene for de store angreb, for også at huske de små daglige angreb. Vi vil arbejde for og håbe på at sådanne overgreb ikke gentager sig” pointerer Adnan Ahmad

Derudover vil der blive vist billeder fra massakren, og spillet traditionel kurdisk fløjte til minde om de døde.

Til stede vil desuden være Iraks danske ambassadør Dr. Albert Issa Nothor, der i øvrigt selv har kurdisk baggrund.

Tid:

12. marts kl. 16-18

Sted:

Landstingssalen på Christiansborg

Program:

16:00: Velkomst: Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF)

16:05: Åbningstale: Folketingets formand Mogens Lykketoft (S)

16:10: Årets kurderven Holger K Nielsen (SF) holder en tale om de undertrykkelser, kurderne har været udsat for

16:20: Hvad skete der?: Hanna Ziadeh, Institut for Menneskerettigheder

16:40: Omverdenens ansvar for at gribe ind?:

Repræsentanter fra partierne taler hver 3 minutter: 
           – Søren Pind (V) 
           – Per Stig Møller (K) 
           – Rasmus Helveg Petersen (R) 
           – Nikolaj Villumsen (Ø)

16:55: Sores Kilicarslan

17:15: Billeder fra Halabja

17:30: Hvad skete der?: Birte Hansen, Institut for Statskundskab

17:40: Adnan Ahmad, repræsentant for kurdiske foreninger, holder tale.

17:50: Afslutning

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer