Står det til tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), så skal Vesten satse på kurderne.

Foto: KurdanTv

“Kurderne er vores bedste allierede i Irak. De er de mest effektive allierede mod Den Islamiske Stat (IS) og har ydet en utrolig flot indsats for at beskytte minoriteter,” siger Lykketoft.

Ifølge britiske The Economist er Danmark – i forhold til dets lille befolkningstal – den anden største leverandør af Syrienskrigere. Omkring 100 danskere har ifølge PET deltaget i hellig krig i Syrien. Derfor bør myndighederne holde tæt øje med dem, ifølge Lykketoft.

“De får træning i at bruge farlige våben dernede. Hvis de er i stand til det, så er de også i stand til at bruge det, når de kommer tilbage til Danmark.”

Omvendt er der også unge, der forlader Danmark for at kæmpe på den modsatte krig, nemlig imod IS. Flere kurdere er taget ned – enten for at kæmpe med Vestens allierede, nemlig den regulære kurdiske hær, peshmerga, eller med Kurdistans Arbejderparti (PKK), der står på alverdens terrorlister.

“Hvis nogen skal der ned, så bør de kæmpe med Irakisk Kurdistans regulære hær, som er vores allieret,” siger Lykketoft, der dog forholder sig kritisk til terrorlisterne.

“De lister er udtryk for magtpolitiske tilfældigheder. Om man kommer på listerne er afhængig af ens forhold til skiftende regeringer. Mange vestlige regeringsledere de sidste 50 år var sikkert også endt på en terrorliste,” lyder det fra den tidligere udenrigsminister.

Siden 2013 har PKK og Tyrkiet haft gang i en fredsproces. Lykketoft håber, at fredsprocessen munder ud i en endelig aftale, så PKK bliver fjernet fra terrorlisterne. Dermed vil der heller ikke være nogen juridiske problemer for unge dansk-kurdere, der tager til Iraks Kurdistan-region og tilslutter sig PKK.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer