Protester mod nedrivning af en statue af Mahsum Korkmaz, et medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK), fortsætter i flere områder i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan. Sammenstød brød ud mellem unge kurdere og politiet i Yüksekova, Mardin, Bulanik.

I sidste uge blev en statue af Korkmaz opstillet ved indgangen til en PKK-gravplads og indviet i anledning af 30-årsdagen for PKKs ​​væbnede kamp 15. august 1984 i Lice-distriktet i Diyarbakir.

Korkmaz, også kendt som AGIT, blev dræbt i 1986 under et sammenstød med tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Efter en klage fra Diyarbakirs guvernør, blev statuen fjernet. De lokale protesterede, politiet åbnede ild og den 24-årige demonstrant Mehdi Taskin døde. Også en soldat, Ugur Inal, blev dræbt. En tyrkisk soldat delte bagefter et billede, hvor han kan ses træde på hovedet af statuen af ​​Korkmaz. Begivenhederne udløste sammenstød og demonstranter angriber statuer af Kemal Atatürk, grundlæggeren af ​​den tyrkiske republik, i Hakkari, Batman og Mardin.

De lokale i Lice er delt i synet på begivenhederne. Baran Yilmaz sælger sko og mener, at myndigheder burde have handlet mere fredeligt.

“De skulle have håndteret det på en anden måde, uden nogen drab,” siger Yilmaz.

Kadir Erbas er taxachauffør og mener, at ekstreme kræfter på begge sider ønsker at sabotere fredsprocessen mellem PKK og Tyrkiet, som begyndte i 2013.

“De, der opstillede statuen, vidste godt, at den vil blive revet ned. Vi gider ikke mere krig og vold, vi ønsker fred. Men nogen skaber provokation for at sabotere fredsprocessen,” siger Erbas.

Huseyin Seyhanlioglu, lektor ved Dicle Universitet i Diyarbakir, mener ikke, at det var det rigtige tidspunkt at opføre sådan en statue, lige efter, at vicepremierminister Besir Atalay har sagt, at fredsforhandlingerne vil fortsætte.

“Hertil vil sådan en statue, der viser Korkmaz klædt på til kamp og med en riffel i hånden, ophidse det vestlige Tyrkiet,” tilføjer han og forudsiger lignende hændelser i fremtiden.

PKK har ikke taget ansvaret for statuen. Medlem af PKKs centralkomité, Duran Kalkan kritiserer opførelsen af ​​statuen og opfordrer de unge kurdere til at bevare roen.

“De, der lavede statuen skader vores sag og tjener ikke processen,” siger Kalkan ifølge den tyrkiske avis Radikal.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer