Den stod på madlavning, tøj, bøger, hovedbeklædning, traditionelle tæpper og i det hele taget kurdisk stemning, da Kurdisk Kvindeforening i Aarhus (Rêkxrawî Afrêtanî Kurd le Aarhus) i weekenden udstillede på Kvindemuseet.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Foto: Ashti Ali Hassan
En del kurdiske kvinder fremviste kulturen fra deres hjemegn til nysgerrige danske besøgende, da Kvindemuseet i Aarhus i weekenden i anledning af Aarhus Festuge dannede rammerne om en multietnisk udstilling.
– Formålet var at vise vores rige kultur til danskere og vise os som en kurdisk gruppe, at vi kan noget, at vi har noget og at vi har nogle stolte traditioner, som vi vil give videre til vores børn, fordi det er deres identitet, deres sprog og deres kultur, forklarer Ashti Ali Hassan, næstformand i Kurdisk Kvindeforening og som til dagligt er lærer på Grønløkkeskolen, hvor hun har to multietniske klasser.
På deres borde havde foreningen eksempler på kurdiske huer, smykker, farverigt tøj, bøger af nationaldigterne Goran og Bêkes ligesom de viste de besøgende, hvordan man laver brød.
– Der kom mange danskere, og kiggede på både vores og de andre udstillinger i Kvindemuseet og blev imponerede over de smukke farver og de natursmykker, som vi selv havde lavet. De mærkede stoffet og stillede os spørgsmål om kvindetøj; om hvordan man tager dem på, og om man også bruger dem om vinteren, osv., fortæller Ashti.
– Vi fik vist dem vores traditioner og tøj. Alt, undtagen kurdisk dans – det var der ikke plads til, lyder det smilende fra Ashti.
Gør op med fordommene
Af nydanske grupper var det kun kurderne, der udstillede ved Kvindemuseet.
– Kurdiske kvinder har altid taget initiativ og været rigtig stærke, siger Ashti og håber på, at udstillingen har været med til at gøre op med de mange fordomme om kvinder med muslimsk baggrund.
– Mellemøstlige kvinder er undertrykte, de er bare i køkkenet og sidder derhjemme, hvis man skal tro på fordommene. Men vi håber, at de besøgende har set en anden side af mellemøstlige kvinder med denne udstilling.
Kurdisk Kvindeforening i Aarhus (Rêkxrawî Afrêtanî Kurd le Aarhus) blev stiftet i marts 2011 og består af kvinder fra alle fire dele af Kurdistan.
De har også modersmålsundervisning på Hasle Skole hver lørdag fra kl. 12.00-13.30 og et dansehold (helperke).