Både tyrkere og kurdere ser ned på os, siger den kurdiske homoseksuelle bevægelse Hevjîn.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Et stigende antal kurdiske bøsser og lesbiske klager over at blive chikaneret på grund af deres seksuelle tilhørsforhold.
Homoseksuelle i den store kurdiske by i Tyrkiet, Diyarbekir har organiseret en bevægelse ved navn Hevjîn under LGBT (Lesbians, Gays, Bisexuals og Transgender).
I et interview med den kurdiske avis Rûdaw fortæller en homoseksuel ved navn Mûrad, at Hevjîn består af både kurdiske nationalister, liberale, socialister og at bevægelsen støtter kravet om kurdiske rettigheder.
Men Hevjîn beretter også om chikane på to fronter, dels fra tyrkisk side, dels fra kurdisk side.
Bøssen Mûrad fortæller, at de oplever, at blive set ned på af tyrkiske bøsser, lesbiske og biseksuelle på grund af deres kurdiske oprindelse.
Men mønstret ændrer sig ikke væsentligt, når de færdes blandt kurderne, fortæller Mûrad i avisen Rûdaw.
– Det kurdiske samfund er et undertrykt samfund, og vi er de undertrykte blandt de undertrykte. For de nedgør os. Når de på arbejdspladsen hører, at vi er homoseksuelle, bliver vi afskediget.