Ebdulhemîd Hacî Derwêş, leder af det Kurdiske Progressive Demokratiske Parti i Syrien (Pêşverû), er død, 89 år gammel.

Af Deniz Serinci

Generalsekretær for det Kurdiske Progressive Demokratiske Parti i Syrien (Pêşverû), Ebdulhemîd Hacî Derwêş er afgået ved døden klokken to i nat. Han blev 89 år gammel.

I dag vil der blive afholdt en begravelse for den kurdiske partileder i byen Qamişlo. Derudover vil der blive afholdt sørgedage for Derwêş de næste tre dage.

Den kurdiske politiker blev født i 1930 i landsbyen Qermane, tæt på Dirbêsiyê. Han studerede i hovedstaden Damaskus og var en af stifterne af det første kurdiske parti, Det Demokratiske Kurdiske Parti i Syrien (KDP-S), i 1957. KDP-S’s formål var demokrati for Syrien og at kurderne blev anerkendt som en etnisk gruppe i landet med kulturelle rettigheder. KDP-S blev senere splittet i flere fraktioner på grund af intern uenighed.

I 1990 blev han valgt til det syriske parlament.

Da den syriske borgerkrig brød ud i 2011, samledes en række kurdiske partier sig i paraplyorganisationen Det Kurdiske Nationalråd (ENKS), der var tæt på Kurdistans Demokratiske Parti i Irak (KDP). De stod i opposition til det mere PKK-orienterede PYD. Derwêş prøvede flere gange at forene ENKS og PYD, men uden held. I 2015 meldte Pêşverû sig ud af ENKS.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer