Enhedslisten opstiller Allan Ahmad til kandidat til kommunalvalget i november.
Ifølge meningsmålinger kan Enhedslisten regne med et rigtig godt valg; hele 20% vil stemme på venstrefløjspartiet.
Ved en urafstemning er Enhedslisten kommet frem til de kandidater, som det vil stille op til borgerrepræsentationsvalget.
Nr. 4 er Allan Ahmad, som stammer fra Silêmanî i Sydkurdistan/Nordirak og kom til Danmark som 14-årig i 1998. Han er 28 år og studerer til daglig arbejdslivsstudier og offentlig administration på RUC og sidder i Kultur- og Fritidsudvalget på Københavns Borgerrepræsentation.
Den største udfordring under kommunalvalget bliver at få skabt arbejdspladser, mener han.
”Vi har mange, yderst kvalificerede folk, men der er ikke nok arbejdspladser til dem, hvilket er et grundlæggende problem.”
“Vi ved, at en forkortet arbejdsløshedskø gør, at vi får et tryggere samfund. Vi skal have mere fokus på konkrete opgaver og problemstillinger, såsom bedre miljø og fattigdomsbekæmpelse.”
Det er tredje gang, Allan deltager i valg. Sidst var i 2005 og 2009, hvorefter han kom ind. Siden da har han været kulturordfører for Enhedslisten i København.
Han rejser mindst to gange om året til sit hjemland. Han ser på specifikke ting, såsom hvordan man kan brænde affald og lave elektricitet ud af det og hvordan vi kan overføre den teknologi fra Danmark til Kurdistan.
Dog understreger han, at han som politiker i Danmark ikke vil køre på etnisk arbejde, men på konkrete resultater.
”Jeg vil nødig blande etniske spørgsmål ind i mit daglige arbejde, selvom jeg har en stærk kurdisk identitet.”
Han vil fremme modersmålsundervisning i København, ikke kun i forhold til kurdisk, men alle sprog.
”Fordi det rent videnskabelig er bevist, at modersmålsundervisning fremmer børnenes forståelse for alt andet.”