Blandt de dræbte ved massakren på øen Utøya, tæt på Oslo, er en kurdisk pige.
Af Deniz Berxwedan Serinci
18-årige kurdiske Bano kæmpede hele sit liv mod racisme og højreekstremisme. Indtil hun selv faldt for højreekstremisten Anders Breiviks kugleregn i Utøya.
Bano, som formentlig omkom, da hun prøvede at svømme væk fra Anders Breiviks kugleregn, boede i Nessoden, Norge, hvor hun gik på byens Videregående Skole, var aktiv i elevrådet og var ligeledes leder af AUF, den norske venstreorienterede ungdom i denne by.
Bano var kendt som en aktiv modstander af racisme og stod på nr. 11 på Arbeiderpartiets liste i Nesodden til kommunevalget den 12. september.
Den 5. juli skrev hun et indlæg til Aftenposten om det kommende valg.
“I modsætning til traditionelle feminister, mener jeg, at det er vigtigt, at vi piger holder sammen og ikke splitter os! Det er faktisk ikke så taktisk at samle sig i grupper. Det fører kun til frygt for alt og alle, der er uden for gruppen. Vi må selv gå fremad,” skrev hun.
Hun var fra Kerkûk i Sydkurdistan/Irak, og ikke Hewlêr, som forskellige medier oprindeligt skrev.
Stor opbakning på Facebook
Den afdøde, kurdiske pige bliver bisat imorgen kl. 13 i Nesodden Kirke og allerede nu vælter det ind med kondolencer på norsk, svensk, dansk og kurdisk, heriblandt på det sociale medie Facebook, hvor over 6000 har meldt sig ind i gruppen “Vi tenker på deg Bano Rashid!”
Nina Sandberg, ordførerkandidat for Arbeiderpartiet i Nesodden udtaler:
– Vi har mistet to entusiastiske, positive og aktive, unge mennesker. De stod for de værdier, som Breivik prøvede at bekæmpe og vi vil ære deres minde ved at fortsætte med at kæmpe for de samme værdier, siger Sandberg til Dagbladet.no.