”De forsvundne, kidnappede og anholdte folk lever i risiko for corona-spredning,” skriver PYDKS.
Foto: Demonstration for Efrîn i København, taget af Jamil Sheikho
Det Kurdiske Demokratiske Enhedsparti i Syrien (Partiya Yekîtî ya Demokrat a Kurd li Sûriyê, PYDKS) advarer i en ny pressemeddelelse om spredning af coronavirus i den tyrkisk-besatte enklave Efrîn.
”De forsvundne, kidnappede og anholdte folk lever i risiko for corona-spredning,” skriver partiet.
Efrîn har siden 2018 været besat af Tyrkiet og tyrkisk-støttede grupper som Den Nationale Syriske Hær.
”Det, der bekymrer folk, er at over 1100 af deres tilfangetagne sønner, de forsvundne og de hundredvis, der er i Den Nationale Syriske Hærs fængsler, skal blive smittet. Fordi de fængsler lever ikke op til principperne om renhed og beskyttelse.”
Herefter nævner partiet navnene på flere kurdere, der er blevet tilfangetaget og kidnappet i Efrîn; Nûrî Ibrahîm Cabo (Qirigolê, Bilbilê), Şêxmûs Mihemed Elî (Ereba, Mabeta), Hebeş Behcet (Ereba, Mabeta), Kîbar Mihemed Kolşo (Mabeta), Ridwan Henan Hesen (Miskê, Cindirêsê), Luqman Şêxmûs (Qestelê Kêşik, Şera), Ehmed Elo (Mistika, Şiyê).
Herudover beskriver partiet episoder, hvor de tyrkiskstøttede syriske grupper har afpresset folk økonomisk, på anden vis truet dem og nedhugget deres oliventræer.
Menneskerettighedsorganisationer melder om overgreb
Menneskerettighedsorganisation i Efrîn skrev for nogle uger siden, at 553 civile er blevet dræbt under to års tyrkisk styre, heriblandt 498 pga. tyrkiske angreb og 55 pga. tortur i tyrkisk eller tyrkiskstøttede fængsler. Før udgjorde kurderne majoriteten i provinsen. Nu udgør de kun 18% af befolkningen i Efrîn. De arabiske og turkmenske bosættere, som Tyrkiet har flyttet ind i provinsen, udgør nu cirka 80% af befolkningen.
I august 2018 skrev menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, at de tyrkiske styrker giver de syriske væbnede grupper ”frit lejde til at begå alvorlige menneskerettighedsovertrædelser mod civile” i byen. I november 2019 anklagede menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) tyrkiskstøttede grupper for “summarisk at henrette” kurdere i det nordlige Syrien.
Tyrkiet afviser beskyldninger og siger, at de bekæmper den kurdiske milits Folkets Forsvarsenheder (YPG), som de betragter som en trussel.