Iranske myndigheder har ophævet dødsdommen over den kurdiske kvindelige aktivist Zeyneb Jalalian.
Den 29-årige Zeyneb Jalalian blev anholdt i 2008 i Kermanshah i Vestiran/Østkurdistan og blev et par måneder senere dømt af en domstol til dødsstraf for ”samarbejde med PKK”.
Firatnews.com skriver, at Jalalian fik sin sag prøvet uden tilstedeværelse af hendes advokat, og at hendes retsmøde kun skulle have varer kun syv minutter.
I oktober henrettede Iran på hemmelig vis en kurdisk politisk fange, den 29-årige Ezîz Xakzade, uden at informere hans advokat eller familie.
Derudover risikerer 18 andre kurdiske, politiske fanger at blive hængt. Şêrko Mearifî, Hebîbûlla Letîfî, Sami Husênî, Cemal Mihemedî, Rustem Erkiya, Mistefa Selîmî, Enwer Rostemî, Îrec Mihemedî, Mihemed Emin Agûşî, Ehmed Pûladxanî, Hesen Tale’î, Ezîz Mihemedizade, Hebibulla Gulperîpûr, Ebdûlah Sirurî, Resid Axkendî, Loqman Muradi og Zanyar Muradi.
Iran og kurderne
Kurderne i det nordvestlige Iran erklærede efter Anden Verdenskrig med den religiøse lærd Qazi Mihemed – kaldt Pêşewa, “leder” – i spidsen en republik 22. januar 1946 i Chwarchira-pladsen i byen Mehabad.
Republikken var støttet af Sovjetunionen, som dog valgte senere at trække sin støtte og den Røde Hær i Republikken Kurdistan tilbage i sommeren 1946. Forinden havde den iranske Shah og Sovjet også underskrevet en kontrakt om olie og gas. Shahens hær overtog herefter gradvist kontrollen over flere steder i det nordvestlige Iran, i nærheden af den Kurdiske Republik.
Dette isolerede kurderne i sådan en grad, at det skabte økonomiske vanskeligheder. Flere stammeledere så efterhånden ingen grund til at støtte Qazî Mihemed. Den iranske hær indtog til sidst Mehabad i december og tilfangetog Qazî Mihemed og andre fra styret. De iranske myndigheder lukkede kurdiske trykkerier, forbød undervisning på kurdisk og brændt kurdiske bøger. Den kurdiske præsident og hans nærmeste blev henrettet ved Chwarchira den 31. marts 1947. Republikken sluttede samme sted, hvorfra den var blevet udråbt, 12 måneder før.
Op til den iranske, islamiske revolution i 1979, der gjorde det af med den forhadte Shah, lovede oppositionsfiguren Ayatollah Khomeini kurderne, at han ville give dem selvstyre i et nyt Iran. Et løfte han dog veg bort fra, så snart han kom til magten. I stedet blev der tale om et centraliseret og teokratisk Iran. Til stor modstand fra kurderne.
”Ethvert religiøst styre vil ende i diktatur og religion vil blive et middel til at henrette i Guds navn”, sagde den religiøse leder, Sheikh Îzeddîn Husênî.
Kurderne og et af de oprindelige kurdiske partier, PDKI, Kurdistans Demokratiske Parti-Iran krævede og kræver stadig autonomi for iransk Kurdistan.
Ayatollah Khomeini afviste enhver tale om autonomi og sekularisering. ”Der står ikke noget om autonomi i Koranen,” sagde Khomeini, der herefter erklærede hellig krig mod kurderne. Deres landsbyer blev brændt af, tusindvis af kurdere blev anholdt, tortureret og summarisk massehenrettet. Omkring 50.000 kurdere menes døde.
I 1988 lod Teheran høre, at det ville føre forhandlinger med den kurdiske opposition. PDKI’s leder Abdul Rahman Ghassemlou og hans to medarbejdere skulle mødes med en iransk delegation i en lejlighed i Wien den 13. juli 1989.
To mænd, forklædt som journalister, skød og dræbte Ghassemlou og hans medarbejdere.
Østrigsk politi arresterede de to gerningsmænd, der blev afsløret som iranske diplomater tilknyttet den iranske ambassade i Wien. Herefter lod østrigerne de to iranere flyve hjem til Iran.
Årsagen var officielt deres diplomatiske immunitet, uofficielt menes der at have været iranske trusler om repressalier mod østrigske statsborgere i Iran på spil.
Ghassemlous efterfølger som leder af PDKI, Sadegh Sharafkandi blev ligeledes dræbt, da to mænd stormede ind i en restaurant og dræbte Sharafkandi og hans tre fæller i Berlin i september 1992.
Den efterfølgende tyske retssag konkluderede, at det iranske regime var ansvarligt for drabet på Ghassemlou og Sharafkandi, hvilket førte til spændinger mellem EU og Iran.
2004: PJAK dannet
I 2004 blev partiet PJAK (Partî Azadî Jiyan le Kurdistan) så dannet og har ført guerillakrig mod den iranske hær. PJAK figurerer på USA’s terrorliste.
Ifølge Ali Rahigh-Aghsan, som er tilknyttet professor med særligt fokus på iranske forhold ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC, ønsker kurderne i Iran at forblive en del af Iran, samtidig med at de får flere rettigheder.
”Flertallet af Irans kurdere ønsker ikke løsrivelse, men et fælles Iran for alle etniciteterne med flere kulturelle rettigheder,” siger Ali Rahigh-Aghsan.
Samtidig oplyser han, at det er usikkert, hvor stor den kurdiske opbakning til de kurdiske partier i Iran, eksempelvis KDPI, PJAK og Komalah er.
”Det er svært at vurdere, fordi der ikke bliver lavet meningsmålinger om den slags i Iran.”
Men det er et faktum, at PJAKs guerillaer flere gange har formået at få ram på den talmæssigt overlegne iranske hær i det nordvestlige Iran/Østkurdistan. Og enhver guerillahær – eller terrorister, som Teheran kalder dem – får som bekendt folkelig støtte.