Efter 13 år i Danmark har Mohamad Alloush fået dansk statsborgerskab – og en datter – næsten samme dag.
I hjemlandet arbejdede Mohamad Alloush som advokat.
Familiefaren fra Cindirês i Efrîn blev indkaldt til den syriske hær. Han valgte at desertere og måtte forlade sin gravide kone og deres børn.
I 2012 kom Mohamad Alloush så til Danmark og året efter kunne han via en familiesammenføring hente resten af familien i Kastrup lufthavn.
I dag bor familien i Horsens og Mohamad Alloush arbejder til daglig som juridisk konsulent og tolk med speciale i asyl- og inddragelsessager på et århusiansk advokatkontor.
I fredags fik han dansk statsborgerskab og få dage efter blev han så far til en lille pige.
Hvad er hans råd til de mange flygtninge, der kæmper for at få det rødbedefarvede pas?
”De skal kæmpe, arbejde og deltage i deres lokalsamfund,” siger Mohamad Alloush til Jiyan.dk.
Især arbejdsmarkedet er vigtigt.
”Det har gjort det nemmere for mig, fordi det gør, at man bliver bedre til det danske sprog og lærer de danske værdier, normer, kultur bedre.”
Mohamad Alloush understreger dog, at man efter hans mening ikke skal give afkald på rødderne.
”Vi skal beholde vores oprindelige sprog og kultur og lære kurdisk kultur og sprog videre. Vi skal vælge det bedste fra begge kulturer, både den danske og kurdiske.”

Mohamad Alloush er kendt som den juridiske konsulent i sit bagland.
For at få dansk statsborgerskab skal man opfylde flere betingelser, i forhold til selvforsørgelse, beskæftigelse, ophold i Danmark, danskkundskaber og viden om Danmark. Eksempelvis skal man have boet lovligt i Danmark uafbrudt i mindst 9 år. Man skal have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år og seks måneder. Får man eksempelvis en trafikbøde, er det ikke godt. For en bøde på 3.000 kr. eller derover udløser en karensperiode på fire år og seks måneder fra afgørelsesdatoen i kriminalregisteret. Så man kan først få dansk pas fire år og seks måneder efter afgørelsesdatoen.
Det har vakt kritik, at uddannelse ikke tæller med som beskæftigelse. Mohamad Alloush forstår godt de unge studerende, der er frustrerede over det.
”Det er ikke mit personlige synspunkt, men faktum er, at opholdstilladelse er vigtigere end uddannelse,” lyder det.
”Derfor er mit råd til de unge: Gør jeres uddannelse færdigt snarest muligt og kom så ud på arbejdsmarkedet. Det er bedst for jer.”