Oversætter og forfatter Orhan Dogru fortæller om indvandringens 50 år.
Når vi kigger tilbage fra 1967 til 2017, er der gået 50 år. 50 år er et halvt århundrede. Som menneskealder er det en kort levetid. Men når vi snakker om indvandring, som er dagens emne, så er 50 år en lang periode, der spænder over en tid med flere generationer og mange livshistorier – en udvikling og et møde med en ny kultur, en ny religion, et nyt sprog og et nyt land – på godt og ondt med sine gevinster og omkostninger.
Rejsen mod det ukendte, uhørte og usete Europa og til Danmark blev foretaget i slutningen af 60’erne af min far og hans landsmænd fra Tyrkiet for at opnå et bedre liv og en bedre fremtid for os. I deres hjemland var der nemlig stor vækst i befolkningstallet, ligesom mekaniseringen i landbruget havde medført, at der ikke var arbejde til alle i familien. De var ufaglærte arbejdere, og i deres bagage havde de ingen eller meget kort skolegang og slet ingen erhvervsuddannelse.
På det tidspunkt var der også kommet arbejdskraft fra Italien, Grækenland, det tidligere Jugoslavien, Pakistan og Marokko og andre dele af Tyrkiet, som var inviteret hertil af danske virksomheder for at dække det stigende behov for arbejdskraft, som var opstået efter den 2. verdenskrig i de vestlige økonomier, herunder Danmark. Dog vil jeg i mit indlæg alene forholde mig til den 1.generation, der kom fra min barndomsby Kuşça, som ligger på den anatolske højslette i Konya-provinsen. Den første borger fra Kuşça (Hacilaro) antages at være ankommet til Københavns Hovedbanegård i 1967.
Mødet med dansk sprog, kultur og arbejdsliv var en kæmpe omvæltning for disse mænd, der allerede ved ankomsten måtte starte kampen med at være bagud på grund af deres baggrund. Det blev en uendelig kamp, som fulgte denne gruppe i resten af deres liv her i Danmark. Denne gruppe tog det beskidte og hårde arbejde, som danskerne ikke ville have, og regnede med at tjene nogle penge og vende tilbage til deres landsbyer og få en bedre tilværelse i hjemlandet. De troede, at opholdet i Danmark var et kortvarigt ophold. Derfor har de ikke været motiveret til at lære sproget og kulturen at kende og integrere sig i det danske samfund. Da de nogle år senere fandt ud af, at de ikke kunne rejse tilbage, har de så hentet deres ægtefæller og børn herop. Mange af dem har efterfølgende haft et liv, hvor de fysisk var i Danmark, men psykisk vaklede mellem hjemlandet og Danmark, idet hverken Danmark eller Tyrkiet blev deres hjem.
I Danmark blev de med tiden gjort til den syndebuk, der var årsag til landets problemer, trods det, at de var kommet som importeret arbejdskraft og den danske stat ikke havde investeret en eneste krone i dem. Man betragtede dem alene som færdigleveret arbejdskraft, og der var ingen støtte eller rådgivning eller integrationstiltag, der var rettet mod denne gruppe. Et syn og en fejlslagen politik, som også efterfølgende har haft alvorlige konsekvenser for integrationen af deres efterkommere.
Gennem tiderne har deres betegnelser også afspejlet samfundets syn og den gældende politik i forbindelse med denne gruppe og deres efterkommere. Kært barn har haft mange navne: fremmedarbejdere, gæstearbejdere, udlændinge, indvandrere, fremmedsprogede, etniske grupper, etniske minoriteter, tosprogede, perkere, 2.-g’ere og andre lignende navne. Og endelig er der betegnelsen nydanskere, som ikke bruges så ofte, men efter min mening er den mest positive, dækkende og berigende betegnelse, hvis vi trods vores kulturelle baggrund skal berige hinanden og skabe en gensidig forståelse og respekt for de normer, de værdier, det demokrati og de menneskerettigheder, der bydes her i det danske samfund, idet vi alle skal kunne føle os tilpas og velkomne som en del af det sammenhold, der er i det danske samfund.
Denne gruppe, 1. generation, havde forladt deres hjemland, men med tiden fandt de ud af, at deres hjemland ikke var det land, de forlod engang. I deres hjemland blev de kaldt tyskere, altså ”alamanci”, som er et nedværdigende ord, der betegner arbejdskraft i Tyskland og udlandet generelt. Og 1. generation er også kommet til at blive mere konservativ, religiøs og radikaliseret i forhold til deres familie i Tyrkiet, da det ligger i indvandringens psykologi, at man især i starten føler angst overfor de nye omgivelser og den nye fremmede kultur. Derfor binder man sig mere og mere til sine rødder og ikke er så modtagelige overfor forandringer.
I dag er denne 1. generation blevet pensionister, og nogle af denne gruppe er gået bort, ligesom nogle få andre er flyttet tilbage til deres hjemstavn, men de fleste er blevet her i landet og er blevet gamle, syge og fattige og fører en tilværelse isoleret fra det omgivende samfund og savner deres hjemstavn.
I dag er den 1. generations efterkommerne og børn af efterkommerne i dagens Danmark ikke kun ufaglærte arbejdere, som deres bedsteforældre var dengang., men gør sig nu også gældende som folketingsmedlemmer, kandidater til Folketinget og Europa-Parlamentet, viceborgmestre, læger, advokater, ingeniører, translatører, tolke, forfattere, digtere, lærere, socialrådgivere, hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger o.l. De har kort sagt fået foden indenfor i alle fag og brancher, ligesom uddannelsesfrekvensen er støt stigende for denne gruppe især blandt pigerne til trods for den negative sociale arv, integrations- vanskeligheder og andre problemer, som er forbundet med at være tosproget og komme fra en familie, der ikke er etnisk dansk.
Hvis vi så skal gøre regnskabet for de 50 år op, så er regnskabet ikke så meget anderledes, end et virksomhedsregnskab kan være med et resultat, som er fyldt med plusser og minusser efter 50 års indtjening og tab. Den rejse, som blev foretaget i 1967, er i dag endt i et hjem i Danmark, som bliver sidste stoppested for de fleste af os. Jeg tror, at rejsen før eller senere slutter af med assimilation i integrationens navn, da det ligger i migrationens natur, at vi nye danskere bliver danske, fordi ingen migration går baglæns. Spørgsmålet er så, hvor mange flere generationer der skal til?
