“Kurderne i Iran står over for enorme udfordringer. Brutal undertrykkelse, international ligegyldighed og intern marginalisering gør deres situation desperat. Men på trods det fortsætter kurderne med at kæmpe.”
Af Hejar Dashti
Kurderne er en af de største etniske grupper i Mellemøsten uden en stat, og deres kamp for selvbestemmelse har varet i århundreder. I Iran, hvor de udgør omkring 10% af befolkningen, har kurderne været udsat for systematisk undertrykkelse og marginalisering, især efter oprettelsen af Den Islamiske Republik i 1979. Denne artikel vil dykke ned i kurdernes kamp for demokrati og selvbestemmelse i Iran samt de metoder, som det iranske regime har brugt for at undertrykke dem.
Historisk baggrund
Kurderne i Iran har en lang historie præget af modstand mod centralisering og søgen efter autonomi. Deres område, kendt som Østkurdistan (eller Rojhelat), dækker provinser som Kordestan, Kermanshah, Ilam og dele af Vestazarbaijan. I begyndelsen af det 20. århundrede spillede kurderne en vigtig rolle i de nationalistiske bevægelser, og i 1946 oprettede de Kurdistan-republikken i byen Mahabad – en kortlivet, selvstændig kurdisk stat i det nordvestlige Iran. Kurdistan-republikken, der kun eksisterede i 11 måneder, blev støttet af Sovjetunionen, men blev hurtigt knust af den iranske centralregering efter Sovjetunionens olieaftale med det iranske centralregering. Dette nederlag cementerede kurdernes kamp for autonomi i Iran som en langvarig og ofte blodig affære. Kurdistan-Republikkens arv er Kurdisk nationalsang, navnet til kurdiske styrker, Peshmerga, det kurdiske flag, det kurdiske sprog, kurdiske skoler, organisering af unge, organisering af kvinder m.m.
Den islamiske revolutions effekt på kurdisk modstand
Da Den Islamiske Revolution i 1979 væltede shahen, så mange kurdere det som en mulighed for at opnå større selvbestemmelse. Kurdiske politiske grupper som Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (PDKI), og kurdisk kommunist parti (Komala), krævede øget autonomi og rettigheder for kurdere inden for en føderal iransk stat. Men Ayatollah Khomeinis nye islamiske regering havde ingen interesse i at imødekomme kurdiske krav om autonomi. I stedet blev kurdiske oprør mødt med voldsom militær undertrykkelse, og tusinder af kurdere blev dræbt eller fængslet i årene efter revolutionen. Den iranske forfatning, der blev vedtaget kort efter revolutionen, nægtede at anerkende kurdernes etniske rettigheder og fastslog, at Iran var en islamisk republik baseret på enhed og homogenitet. Denne centralistiske politik har lige siden været fundamentet for den iranske regerings forhold til landets mange etniske mindretal, herunder kurderne.
Kurdernes kamp for demokrati og selvbestemmelse
Kurdernes politiske bevægelser i Iran har haft to primære mål: demokrati for hele Iran og autonomi for kurdiske områder. PDKI og Komala har i årtier kæmpet for et føderalt system, hvor kurderne ville have deres egne institutioner og kunne bestemme over lokale anliggender. Disse grupper er også dybt sekulære og har ofte stillet sig i skarp kontrast til det islamiske regimes teokratiske politik. Kurderne i Iran har også været påvirket af den bredere kurdiske kamp i regionen, især i nabolande som Tyrkiet, Irak og Syrien, hvor kurderne har haft lignende krav om selvstyre. I de seneste årtier har det kurdiske selvstyre i Kurdistan Regionen, i det nordlige Irak og den autonome region i Rojava, Syrien, tjent som eksempler på, hvad kurderne i Iran stræber efter. Men regimet i Teheran har gentagne gange slået ned på alle forsøg på at fremme kurdisk selvstyre. Aktivister og politiske ledere er blevet fængslet, henrettet eller tvunget i eksil. Kurdiske politiske ledere som Dr. Abdulrahman Ghassemlou og Dr. Sadegh Sharafkandi, blev likvideret i Europa. Selv fredelige demonstrationer for kurdiske rettigheder bliver ofte mødt med vold, og menneskerettighedsorganisationer har gentagne gange fordømt Iran for dets brutale behandling af kurdiske dissidenter.
Hejar Dashti
Økonomisk marginalisering og social ulighed
Kurdernes kamp handler ikke kun om politisk frihed; det er også en kamp mod den økonomiske marginalisering, som det kurdiske område har lidt under. På trods af at kurdiske provinser er rige på naturressourcer som olie og gas, er disse områder blandt de fattigste i Iran. Den iranske regering har i årtier undladt at investere i infrastruktur, sundhed og uddannelse i kurdiske områder, hvilket har skabt stor social ulighed. Mange kurdere arbejder som “kolbars” – smuglere, der bærer varer over grænsen til Irak for at tjene til dagen og vejen. Disse kolbars bliver ofte mål for iranske sikkerhedsstyrker og dræbt uden rettergang.
Undertrykkelse af kultur og sprog
Udover økonomisk og politisk undertrykkelse har kurderne også været udsat for en intensiv kampagne for at undertrykke deres kultur og sprog. Det kurdiske sprog er ikke officielt anerkendt i Iran, og undervisning på kurdisk er forbudt i de offentlige skoler. Dette er en del af den bredere iranske politik med at homogenisere landets etniske grupper og sikre, at persisk er det dominerende sprog. Kulturelle festivaler og fejring af kurdiske traditioner bliver ofte forbudt, og kurdiske journalister, forfattere og kunstnere er ofte blandt de første, der bliver fængslet, når regimet slår ned på dissens. På trods af disse forbud har kurderne i Iran bevaret deres stærke kulturelle identitet, og kurdisk kunst, litteratur og musik lever videre, både i Iran og i den kurdiske diaspora.
Den nuværende situation
I de senere år har situationen for kurderne i Iran været præget af både øget modstand og forværret undertrykkelse. Den iranske regerings undertrykkelse af kurdiske aktivister er blevet intensiveret, især efter de store protester i 2019 og 2022, hvor kurdere spillede en central rolle. Henrettelser af kurdiske politiske fanger er steget, og mange ledere er blevet tvunget i eksil. Samtidig har den kurdiske modstand også udviklet sig. Nye generationer af kurdiske aktivister er begyndt at organisere sig via sociale medier og i eksil, og kurdiske kvinder har spillet en særlig vigtig rolle i kampen for frihed og ligestilling. Den kurdiske kvindebevægelse har været tæt knyttet til den bredere iranske kvindebevægelse, der kæmper mod regimets patriarkalske love og institutioner. Udenfor Iransgrænser har regimet gentagne gange angrebet kurdiske politiske partiers baser i Kurdistan Regionen i Irak, og civile flygtningekampe, hvor flere civile har mistet livet, og mange er såret. Derudover presser Iran på for at få den irakiske, og den kurdiske regering til at presse oppositionspartier til at lægge våben, trække sig fra grænseområder og stoppe deres aktiviteter mod regimet. Presset fortsætter stadigvæk, og nogle af iranske ønsker er desværre opfyldt, og der er stort pres for at få resten med.
Internationale perspektiver
Kurdernes kamp for selvbestemmelse i Iran har fået begrænset international opmærksomhed sammenlignet med kurderne i Irak, Tyrkiet og Syrien. Iran er en regional magt, og mange lande, især i Vesten, er tøvende med at støtte kurdiske bevægelser, der kan risikere at destabilisere regionen yderligere. Kurdernes kamp i Iran er derfor i høj grad en isoleret kamp, der hovedsageligt er afhængig af intern mobilisering og støtte fra den kurdiske diaspora.
Afsluttende bemærkninger
Kurderne i Iran står over for enorme udfordringer i deres kamp for demokrati og selvbestemmelse. Regimets brutale undertrykkelse, kombineret med international ligegyldighed og intern marginalisering, gør deres situation desperat. Men på trods af disse udfordringer fortsætter kurderne med at kæmpe for deres rettigheder og deres kultur, og de spiller en afgørende rolle i Irans bredere kamp for frihed og demokrati. Deres modstand har inspireret generationer af aktivister i hele regionen og fortsætter med at være et symbol på kampen mod undertrykkelse.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
