En 28-årig syrisk kurder, Abed Mohamad Atto, der mandag den 15. november blev tvangsudvist fra Danmark i sidste uge, er nu forsvundet i Syrien og frygtes fængslet.
Det kurdiske miljø i Danmark og Asylret er bekymret for hans situation i de syriske fængsler, der er berygtede for tortur og mishandling.
Atto er medlem af PYD, Det Demokratiske Unionsparti, der regnes for at være søsterparti for arbejderpartiet PKK i Syrien. PYD og PKK er forbudt i Syrien – som i det meste af verden.
– Det er almindeligt kendt, at fanger her ofte bliver udsat for mishandling og tortur, siger Zana Abbas fra Det Demokratiske Unionsparti’s danske afdeling til Modkraft.
Ifølge Asylret blev Abed Mohamad Atto ved sin ankomst til Syrien flyttet fra lufthavnen til et ukendt sted.
Kilder i Syrien har ifølge Asylret oplyst at Abed Mohamad sandsynligvis befinder sig i fængslet Seidnaya, der er berygtet for brutale forhørsmetoder mod politiske fanger.
Sultestrejkede i september
Abed Mohamad Atto tilhørte en af de cirka 30 syriske kurdere, der i september sultestrejkede foran Christiansborg i håb om at få de danske myndigheder til at genoptage deres sager.
17 dage efter besluttede de sultestrejkende så at stoppe deres protest foran Christiansborg på grund af manglende opmærksomhed og gennemslagskraft hos de danske medier og politikere.
Ifølge de sultestrejkende kurdere har et indslag om deres aktion på den kurdiske tv-station Roj-TV ført til, at Syrien er blevet opmærksomme på dem. Derefter skal det syriske styre ifølge kurdiske kilder have lagt pres på de sultestrejkendes familier i Syrien og det har været en medvirkende årsag til at stoppe aktionen.