En 23-årig kurdisk mand er som den første Syrienskriger blevet tiltalt i Danmark.

Foto: www.politi.dk

En 23-årig mand, som har været i Syrien, er blevet tiltalt for at slutte sig til Islamisk Stat (IS).

Hvis manden kendes skyldig, risikerer han at miste sit danske statsborgerskab samt få over fire års fængsel.

Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden marts. I dag oplyste anklagemyndigheden så, at der er rejst tiltale.

”Straffesagen mod den 23-årige drejer sig om tilslutning til IS, der er kendt for at begå terrorhandlinger i Syrien,” siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

Manden rejste i 2013 til Syrien. Da han i foråret igen ville afsted og skulle have lavet et nyt pas, underrettede kommunen politiet, som nægtede at udstede passet. Politiet tildelte ham et udrejseforbud.

Efter den nye paslov i marts blev det muligt at inddrage passet fra danske statsborgere, som vil deltage i væbnede konflikter i udlandet, fordi man fra politisk hold ønskede at bremse Syrien-krigere, der kæmper for IS.

Det er første gang, at en Syrienskriger bliver tiltalt i Danmark.

Den 23-årige mand er tiltalt efter straffelovens §114c, stk. 3 for at have ladet sig hverve til IS. Derudover er han også tiltalt efter §114b, stk. 1 for at ville støtte IS med penge. Helt præcist drejer det sig om cirka 20.000 kroner.

Den tiltalte nægter sig skyldig. Det siger hans forsvarsadvokat, Janus Malcolm Pedersen til DR Nyheder.

”Min klient nægter sig skyldig i de forhold, hvor der er rejst tiltalte.”

Sammen med Center for Terroranalyse (CTA) vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET) i år, at mindst 125 personer var rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger, og at størstedelen af dem havde sluttet sig til IS.

[polldaddy poll=9233745]

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer