18-årige Darin Mansurbeg repræsenterede sammen med sit hold Danmark ved VM i Debat (World School Debating Championship, WSDC) i USA.

I VM i debat for gymnasieelever var Darin Mansurbeg i USA. Her havde den engelsksprogede turnering syv runder. Hver runde havde et emne indenfor eksempelvis klima, filosofi og international politik.

Darins hold kom i kvartfinale og endte på en ottende plads ud af 60 hold.

Senere vandt Darin og andre fra juniorlandsholdet i debatturneringen Ratnieki Open i Letland, hvor de debatterede emner om menneskerettigheder.

”Det var en megafed erfaring,” fortæller Darin til Jiyan.dk.

”Vi mødte de bedste af de bedste elever fra USA, Canada, Mexico, og så videre. Vi oplevede forskellige kulturer, så det var en fed og lærerig oplevelse.”

Darin Mansurbeg er født og opvokset i Danmark, stammer fra Hewlêr i irakisk Kurdistan, går til daglig i 2. G og bor tæt på Køge.

Han ved ikke, hvad han vil lave efter gymnasiet, men umiddelbart er han god til naturvidenskabelige fag og interesseret i international politik, oplyser han. Måske ligger fremtiden i Kurdistan, siger han.

”Måske vil jeg tage derned og udvikle debatkulturen i Kurdistan. Så der kommer mere konstruktiv politisk samtale.”

Over 50 lande deltager hvert år i WSDC-turneringen, som foregår over 10 dage. For at deltage kræver det et rigtig godt engelsk og stort fagligt overskud.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer