Ud af 135 danskere, der har kæmpet i Irak og Syrien, er Rawand Taher den hidtil højest placerede person fra Danmark i Islamisk Stat (IS).
28-årige Rawand Taher fra Nørrebro steg så meget i graderne hos Islamisk Stat (IS), at han ifølge aktivistgruppen Raqqa is being slaughtered silently (RBBS), der rapporter fra IS’ hovedby Raqqa i Syrien, var nummer 5 ud af de 13 vigtigste IS-ledere.
Det skriver Politiken.
Derudover var Rawand, hvis familie stammer fra Hewlêr i irakisk Kurdistan, ifølge RBBS, med i IS’ særlige efterretningstjeneste for eksterne anliggender, Amn al-Kharji.
Her skulle han have haft en finger med i terrorangrebene i Paris sidste år, som slog 130 mennesker ihjel.
“Det er vores opfattelse, at Rawand Taher vidste, hvordan Paris-angrebet skulle foregå, og hvem der skulle udføre det. Han var en del af gruppens planlægning inden. Dette gælder bl. a. undervisning i sprængstoffremstilling. Vi har desuden ubekræftede oplysninger om, at han også havde andre og vigtige administrative opgaver”, siger et RBSS-medlem til Politiken.
Rawand var hos IS kendt som “Abu Mohammed Kurdi” Ifølge USA var dansk-kurderen et ”betroet” medlem af IS og hjalp organisationen med ”eksterne operationer”. Information skriver, at RT ”stod for håndtering af udstyr og penge.”
Som uddannet maskinmester i Danmark havde han indsigt i reparation af infrastruktur. Hos IS beskæftigede han sig med logistik og kommunikation i IS.
Den 7. december 2015 blev Rawand så dræbt af en amerikansk drone i Raqqa. Det skete, mens den danske statsborger kørte i en BMW på en af de centrale veje i byen sammen med et højstående medlem af IS.
Arbejdede med sikkerhed i lufthavn
Rawand har været træner i en thaibokseklub. Han rejste ud af Danmark og fortalte familien, at han skulle til Tyrkiet. I virkeligheden tog han (videre) til Syrien og boede i Raqqa sammen med sin kone.
På Nørrebro i København kæder kilder ham sammen med ”salafist-miljøet”. En anonym person siger til Berlingske:
”R.T. var salafist, men ikke typen der bekendte sig til Islamisk Stats tolkning af islam.”
Ser man på Rawand.’s Linkedin-profil, fremgår det, at han har været ”business mentor” for Foreningen Nydansker siden januar 2014. Foreningen har et netværk af frivillige folk, der hjælper mennesker med at komme ind på arbejdsmarkedet.
Overfor Jiyan.dk har direktør Torben Møller-Hansen bekræftet, at Rawand har været tilknyttet foreningen.
”Han har løst to mentoropgaver for os og hans mentees var meget tilfredse med hans indsats,” siger Møller-Hansen.
Mellem gymnasiet og universitetet arbejdede han i ni måneder i Kastrup Lufthavn som assistent ved sikkerhedstjek og boardingpasskontrol.
15% af danske IS’ere er kurdere
Endvidere har Rawand arbejdet hos isenkræmmeren Møller & Mammen i København. Overfor Berlingske Tidende siger en kvindelig medarbejder, at dansk-kurderen tog til Tyrkiet.
”Det sidste, jeg har hørt, er, at han rejste til Tyrkiet engang for et års tid siden. Jeg tror, han ville forsøge at finde noget arbejde dernede.”
Kigger man yderligere på Rawand’s Linkedin-profil, står der, at han taler/talte fem sprog: Engelsk, dansk, kurdisk, arabisk og tysk. I 2006 tog han en studentereksamen på Frederiksberg Gymnasium og efterfølgende en ingeniøruddannelse på Danmarks Tekniske Universitet.
Sammen med Center for Terroranalyse (CTA) vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET) i år, at mindst 135 personer var rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger, og at størstedelen af dem havde sluttet sig til IS.
Iblandt dem er der cirka 20 dansk-kurdere, der har tilsluttet sig IS. HC, der ved retten i Glostrup den 25. juni 2016 blev idømt syv års fængsel for at lade sig hverve af IS, og VS, der ved en aktion i april 2016 blev anholdt, er begge kurdere fra Tyrkiet. 17 ud af 20 dansk-kurdere hos IS stammer fra Konya i Tyrkiet.