En 25-årig kvinde brændte sig selv og flere ældre kurdiske kvinder besvimede af overanstrengelse midt i store demonstrationer.

Ved den tyrkiske anholdelse af PKK’s leder Abdullah Öcalan 15. februar 1999 blev København, som så mange andre steder i verden, ramt af både fredelige og voldelige protestaktioner.

Dagen efter, den 16. februar, stormede PKK-sympatisører den græske ambassade på Borgergade 16 i det indre København, fordi landet havde nægtet at give Öcalan asyl og dets ambassade i Kenya formentlig havde overgivet ham til de tyrkiske agenter.

PKK-sympatisørerne smadrede ruderne til den opgang, hvor den græske ambassade holdt til. Derefter tog de elevatoren op til femte sal og her hældte en 26-årig kurdisk kvinde benzin over sig selv og tændte ild.

Det blev til en eksplosionsagtig brand, som gav kvinden 2. og 3. grads forbrændinger i ansigtet, på armene og på overkroppen samt alvorlige lungeforbrændinger.

En betjent og to demonstranter prøvede at slukke ilden med deres frakker. Kvindens liv blev dermed reddet. Den 26-årige kurder kom på Rigshospitalet, hvor hendes situation blev beskrevet som livstruende.

Politiet anholdt 48 demonstranter, der havde stormet ambassaden. Nogen af dem modsatte sig anholdelsen ved at udøve vold mod politibetjentene.

Den daværende talsmand for PKK’s politiske gren ERNK fordømte selvafbrænding. Til de danske medier sagde Zeynel Celik:

”Vi tager afstand fra selvafbrænding. Den slags fremmer ikke forståelsen for vores sag.”

Ved den efterfølgende demonstration for Öcalan på Christansborg Slotsplads, tog politiet ingen chancer.

Ordensmagten havde medbragt brandslukkere, ligesom Københavns Brandvæsen holdt sig klar i baggrunden. Alligevel måtte ambulancefolk skride ind med en både under demonstrationen, hvor omkring 250 kurdere deltog.

Det drejede sig dog om ældre kurdiske kvinder, som mistede bevidstheden og besvimede af overanstrengelse midt i den store menneskemængde.

Den alvorligt forbrændte kvinde, der stammer fra Mêrdîn i Nordkurdistan/Tyrkiet, var registreret som asylsøger i Tyskland. Hun havde dog været i Danmark i flere måneder.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer