Kirkuks guvernør Najmaldin Karim afviser afgørelse fra irakisk dommer og nægter at sænke det kurdiske flag.

Guvernøren i Kirkuk, Najmaldin Karim insisterer i pressen på, at det kurdiske flag fortsat skal flage i hans by.

Det til trods for, at en irakisk domstol i torsdag besluttede at annullere en afgørelse fra Kirkuks provinsielle råd, der stemte for at hejse det kurdiske flag sammen med den irakiske.

“Der er ingen forfatningsmæssig artikel, der forbyder hejsningen af det kurdiske flag, så længe det irakiske flag også er hejst,” siger guvernøren i en pressemeddelelse.

Kirkuks rådsmedlemmer stemte med overvældende flertal den 28. marts for at hejse Kurdistans flag over officielle bygninger under et møde, som blev boykottet af byens etniske turkmenske og arabiske repræsentanter.

Beslutningen om at hejse det kurdiske flag blev også mødt af stærk modstand fra den irakiske regering, Tyrkiet og Iran samt turkmenske og arabiske partier i Kirkuk.

Kirkuk er en kontroversiel, olierig by, som flere gør krav på. Kurderne håber på at byen med dens megen olie en dag kan udgøre et økonomisk fundament i et selvstyrende eller selvstændigt Kurdistan. Kurderne betragter Kirkuk som hovedstad. Turkmenerne derimod hævder, at de udgør flertallet i byen og ønsker at høre under Irak.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer