Hassan Turan fra Den Turkmenske Front opfordrer den irakiske regering til at gribe ind og vil have turkmenerne til at boykotte folkeafstemningen.

Kirkuk provinsens råd har i dag med et flertal stemt for at deltage i irakisk Kurdistans folkeafstemning om uafhængighed den 25. september. Flere turkmenere opfordrer til at boykotte folkeafstemningen.

“På anmodning af 23 medlemmer af Rådet diskuterede vi i dag et afgørende spørgsmål,” siger Ahmad Askari, leder af en kurdisk gruppe i rådet.

Ud over de kurdiske repræsentanter stemte to turkmenere, tre arabere og et kristent medlem for at deltage i den kurdiske folkeafstemning.

Hassan Turan, et irakisk parlamentsmedlem og viceleder af Den Turkmenske Front, kalder provinsrådets beslutning “farlig” og opfordrer derfor den irakiske regering til at gribe ind. Han opfordrer samtidig turkmenerne til at boykotte afstemningen.

Kirkuk er en kontroversiel, olierig by, som flere gør krav på. Kurderne håber på at byen med dens megen olie en dag kan udgøre et økonomisk fundament i et selvstyrende eller selvstændigt Kurdistan. Kurderne betragter Kirkuk som hovedstad. Turkmenerne derimod hævder, at de udgør flertallet i byen og ønsker at høre under Irak.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer