Han tvang kurdiske indsatte til at spise afføring. En af PKK’s stiftere, Mazlum Dogan begik selvmord i protest mod hans tortur. Nu er Tyrkiets tidligere præsident Kenan Evren død, 98 år gammel.
Kenan Evrens navn blev nærmest synonymt med militærkuppet 12. september 1980. I løbet 1970’erne og frem til kuppet var der socialt kaos og politisk ustabilitet med hurtigt skiftende regeringer. 5000 mennesker mistede livet som følge af de mange kampe mellem venstrefløjen og højrefløjens grupperinger.
Da militæret om morgenen den 12. september tog magten, skete det ud fra et argument om, at landet var ramt af kaos og ustabilitet, hvorfor roen måtte genoprettes. Således lød det fra juntaens leder Kenan Evren over radioen:
»Den storslåede tyrkiske nation: Det land, som den store Ataturk har betroet os, står over for forræderiske angreb på dens eksistens, regime og uafhængighed. I denne atmosfære har de tyrkiske væbnede styrker taget fuld kontrol over landets administration med det formål at beskytte den nationale enhed og forhindre en sandsynlig borgerkrig«.
Militærkuppet blev på mange måder skelsættende. Generalerne, der overtog ledelsen af landet for en treårig periode, ændrede radikalt magtbalancen i landet. Parlamentet blev opløst, eksisterende partier blev forbudt, ledende politikere blev forment adgang til politisk aktivitet, og de eksisterende institutioner blev ændret efter en ny forfatning vedtaget i 1982. Retten til at strejke blev ophævet, og alle former for civilsamfund opløst.
Militæret gav sig selv meget større magtbeføjelser end tidligere via Det Nationale Sikkerhedsråd, og det kom med i nævn og bestyrelser, som tidligere blev bestridt af civile. Desuden ændredes valgloven, og der blev indført en spærregrænse på 10 % (til sammenligning er spærregrænsen i Danmark på 2 %), som stadig eksisterer. Holdningen var, at man ville undgå et ikke-beslutningsdygtigt parlament og en overdreven politisk fragmentering. Særligt de kurdiske partier og andre politiske grupperinger har lidt under den høje spærregrænse.
Trods militærets hårde fremfærd lykkedes det juntaen at skabe ro og stabilitet i gaderne i landet og den politiske vold, som op til kuppet dagligt gjorde sig gældende på begge sider af det politiske spektrum, blev reduceret med 90 %. Derfor havde og har mange tyrkere også den dag i dag forståelse for den militære intervention og så den som en nødvendighed, om end de hurtigt gerne ville vende tilbage til en almindelig, civil hverdag. Militæret slog ned på voldelige aktivister fra begge fløje, både venstre- og højrefløjen, heriblandt medlemmer af ungdomsafdelingen af det nationalistiske MHP (Nationalistisk Aktionsparti).
Men kuppet gik dog især hårdt ud over kurdere, venstreorienterede og fagforeningsfolk. Især var fængslet i Diyarbakir berygtet for dets tortur, hvor fanger bl.a. blev tvunget til at spise deres eget afføring. Som en følge af de uhygiejniske forhold og tortur i fængslerne, døde 299 mennesker (på landsplan). Torturen i fængslerne menes, at have spillet en væsentlig rolle i etableringen og styrkelsen af det kurdiske arbejderparti PKK.
En af PKK’s stiftere, Mazlum Dogan begik eksempelvis selvmord i protest mod den systematiske tortur i Diyarbakir-fængslet på den kurdiske nationaldag 21. marts 1982.
En 17-årig dreng ved navn Erdal Eren blev henrettet af styret trods forbud mod henrettelse af mindreårige. Man forhøjede på papiret hans alder til 18 år. Han var anklaget for at have dræbt en tyrkisk soldat lige inden kuppet.
Den 7. november 1982 fik tyrkerne mulighed for at stemme for eller imod militærjuntaens forfatning. Det blev til et stort ja med 91,4 % af stemmerne. En af forklaringerne på den store opbakning var formentligt, at var forfatningsudkastet blevet forkastet, havde vælgerne forlænget militærjuntaen. Hvis de derimod stemte ja, ville de kunne vende tilbage til en dagligdag med civile myndigheder.
Efterladte til Evrens mange ofre krævede ham retsforfulgt for hans forbrydelser, men han slap længe på grund af sin høje alder. I 2014 dømte en domstol så Evren til livstid.
