“…I vores kyniske verden er det åbenbart absolut ikke anerkendelsesværdigt at hjælpe mennesker med at forsvare sig mod IS,” siger Tommy Mørck.
Retten i Aarhus har besluttet, at Tommy Mørck skal seks måneder i fængsel for at have opholdt sig i et konfliktområde i Syrien uden tilladelse.
Mørck har kæmpet med den kurdiske milits, Folkets Forsvarsenheder (YPG) imod Islamisk Stat (IS). Det er den militære gren af Demokratisk Enhedsparti (PYD) i Syrien, som er søsterorganisation til Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet. PKK står på EU’s og NATO’s terrorlister.
Den 39-årige mand vendte i april sidste år hjem til Danmark efter seks måneder i Syrien. Herefter blev han afhørt af politiet, frataget sit pas og sigtet for at tage til den syriske krigszone uden tilladelse.
Mørck kritiserer, at han straffes efter en lov, der egentligt var tiltænkt IS-krigere.
“…I vores kyniske verden er det åbenbart absolut ikke anerkendelsesværdigt at hjælpe mennesker med at forsvare sig mod IS,” skriver han på Facebook.
Mørck forsvarede sig også med, at han ikke vidste præcis, hvor i Syrien han var. Det afviser anklageren som undskyldning.
“At han ikke ude i sandet kunne se skilte med distriktsgrænser udelukker ikke forsæt, når han havde besluttet at tage ophold ved frontlinjen,” sagde advokaturchef Jacob Balsgaard Nielsen.
Deltag i meningsmåling her