En dansk kurder fra Aarhus har skrevet et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt om den terrordømte tv-station Roj-TV. Læs brevet her:

Kære statsminister:
Nu, hvor du er statsminister vil jeg vise dig nogle af de scener, som er forbudte i Tyrkiet og som Roj-TV sender. Hver scene har en historie bag sig og du kan på Youtube finde videoer, der omhandler den bestemte scene, du gerne vil ind på.
Trods det faktum, at videoen er sammensat af diverse scener er det tydeligt at se, hvordan civile bliver behandlet i de kurdiske byer i Tyrkiet. Se videoen længere nede.

Det er ikke almindelig racistiske eller ekstreme tyrkere, der udsætter disse civile for denne terror og vold, det er tyrkiske sikkerhedsstyrker som burde passe på de civile i området.
Ingen tv i VERDEN viser dette folks dagligdag og det tyrkiske folk (i ikke-kurdiske byer) får kun at vide, at der er krig mod terror og alt om det kurdiske problem bliver filtreret før det bringes frem i nyhederne.
Da tyrkiske fly dræbte over 30 civile, hvoraf 19 var børn, var Roj-TV den første kanal, der var fremme med nyhederne – de tyrkiske medier var meget tavse i starten.

Fordi Roj-TV var så hurtig fremme som de nu var, fik hele verden nyheden før nyheden kom i de tyrkiske medier.
De tyrkiske statsstyrede medier blev i sidste ende også nød til forsigtigt at bringe nyheden frem. Selvom de tyrkiske medier var meget sent ude med nyheden og meget forsigtige med hvad de sagde, så fik de fortalt om episoden og det viser hvor stort pres Roj-Tv udøver på Tyrkiet.

Det var tydeligt at læse at de danske medier kun havde deres informationer fra de tyrkiske medier.
Her er et brev fra ofrenes familie som har været i de kurdiske medier siden 07/01-2012, men selvom jeg har søgt hverdag har den ikke været at finde på danske medier.

http://en.firatnews.eu/index.php?rupel=article&nuceID=3856

Roj-TV er vigtig for mig, fordi jo større chance der er for afsløring af forbrydelser, jo svære er det at begå dem. Netop derfor er Roj-TV med til at begrænse vold mod civile begået af tyrkiske sikkerhedsstyrker.
En lukning af Roj-tv betyder grønt lys fra Danmark til at begå al den vold de vil mod civile uden omverden behøver at se det.

Roj-Tv sagen i Danmark:

Kanalen er blevet undersøgt flere gange og alle gange er den blevet frikendt, for der er simpelthen intet at bevise. Både USA og Tyrkiet har flere gange presset Danmark til at lukke kanalen, men Danmark har nægtet at bukke sig. Tyrkiet har et mål: kanalen skal lukkes uanset hvad, denne gang brugte de sin magt i NATO og deres forbindelse til USA.

Nu hvor Anders Fogh, NATO og USA var indblandet var det tydeligt, at dommeren ikke var upartisk denne gang. Allerede fra starten nægtede dommeren at tillade Roj-tv forsvar at bruge sine vidner – dommeren afviste 11 ud af 15 af roj-tv vidner.
Anklageren mod Roj-tv fik lov til at bruge alle sine vidner, også de kriminelle af dem.
Et vidne der blev sendt fra Tyrkiet for at vidne mod roj-tv valgte ikke at vidne ligeså snart hun kom til Danmark hvor hun var i sikkerhed fra de tyrkiske myndigheder der pressede hende til at vidne mod Roj-tv.

Anklageren fik lov til at vis en masse scener og klip fra Roj-tv til sin fordel, men forsvareren måtte ikke vise et eneste klip.
Roj-TV er ikke dømt for at anspore, tilskynde til eller udøve terror, men de er dømt for alene i forbindelse med nogle nyhedsudsendelser ensidigt at interviewe repræsentanter for PKK.
Roj-tv fik ikke lov til at vise udsendelser der kan modbevise dette.

Kære Helle, Det kan være, at Tyrkiet indefra bliver presset af civile når Roj-tv viser udseendelser af militær og politivold, og disse scener skaber oprør, men det betyder ikke at Roj-tv skal holde op med at sende de nyheder, det burde mere forstås som at militær og politi måske skulle stoppe disse handlinger, så Roj-tv intet har at vise af den slags.

Det bekymrer mig en stor del at læse i medierne, at regeringen vil ændre på loven så Roj-tv kan lukkes.
Under Kurt Westergaard-krisen, hvor tegningernes formål var at vise at ytringsfrihed også kan bruges til at håne og nedgøre andre, brugte man alle midler for at forsvare ytringsfriheden, selvom muslimer både i Danmark og udenfor Danmark protesterede.
Selvom der blev brændt Dannebrog og sendt hadebeskeder til Danmark holdte vi fast i, hvor vigtig ytringsfriheden er for os. Nu hvor ytringsfriheden i form af Roj-TV er nødvendigt for at afsløre de tyrkiske forbrydelser mod kurderne og menneskeheden, bliver den bekæmpet fra alle sider.

Alt vil blive lettere for Danmark hvis de trak stikket ud af Roj-Tv og hele Danmark lukkede øjnene for den terror, som vi giver grønt lys til. Netop fordi vi har trukket stikket ud vil vi alligevel ikke kunne se de lidelser, disse undertrykte går igennem dagligt.

Jeg er ked af at se Danmark bukke under for Tyrkiet.

Mere end 7000 er arresteret i løbet af de sidste to år i Tyrkiet. Iblandt dem er både politikere, borgmestre, fagforeningsmænd, lærere, aktivister, advokater, journalister og børn. Krigen mod kurdere er nået ret høje niveauer. Lige nu er der arrestationer i gang i 11 byer hvor huse bliver ransaget. For nyligt er den folkevalgte politiker Leyla Zanas hus ransaget.

DU som STATSMINISTER vil vise hele Danmark og resten af verden om du vil lukke øjnene for uretfærdighederne for at løse dine opgaver lettest eller om du vil gøre, hvad der skal til for at forsvare de danske værdier, ikke kun pressefriheden, men også menneskerettigheder, som vi i Danmark sætter så højt.

Jeg venter spændt på at se, hvor du har hjertet og hvad værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed betyder for dig.

Se videoen her:

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer