Omkring 150 flygtninge/indvandrere deltog i julehygge i klubhus. ”Det bidrager til vores integration,” lød det.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Umiddelbart forbinder mange julen med det at være dansk og kristen. Men flere og flere muslimer i Danmark begynder at fejre jul, som Jiyan.dk skrev en artikel om forleden.

Om de fejrer det privat eller ej, deltager flere nydanskere også i fejringen af julen i sociale sammenhænge; i skolen, i fritidshjemmet, på arbejdspladsen, osv.

I byen Nykøbing Falster fejrede omkring 150 børn, primært indvandrere/flygtninge jul i et klubhus, der tilhører kommunen.

Arabere, kurdere, turkmenere, bosniere, albanere og danskere fejrede højtiden med alt, hvad der kendetegner julen: Gløgg, juletræ, æbleskive, juledekoration, knytning af perlearmbånd, ansigtsmaling og meget mere.

Syning skaber mere integration
For kvinderne var der også syning.

– Syning styrker integrationen for nydanske kvinder, fortæller syningslæreren Anna Grethe.

– For så kommer de i kontakt med danske kvinder og får forbedret deres dansk, tilføjer hun.

En af de nydanskere, der er her, er libanesiske Hanan el-Shal.

Hun deltager i julehyggen sammen med sine to børn, sønnen Muhammed på fire og datteren Leila på otte år.

Hanan bakker op om Anna.

– Man bliver mere integreret, når man deltager i julen, fordi man møder flere danskere, fortæller hun.

Samtidig mener hun, at julens hygge og glæde smitter af fra danskere til nydanskere.

– Vi er en del af det danske samfund. Når mine børns danske klassekammerater får julegaver, og så vil mine børn også, så nu får de både gaver, julekalendere, også videre, siger Hanan.

Afstand mellem etniske grupper
Treårige Nada, ligeledes fra Libanon, er i gang med at lave en juledekoration med ler og et lys.

– Det er meget sjovt at være her, siger den lille pige, som deltager i julehygge for første gang i sit liv.

Halvdan Grøndahl Hansen er tidligere skoleinspektør på en multietnisk skole i nærheden, Lindeskovskolen.

Han fortæller, at der ikke kun kan være manglende kontakt mellem danskere og flygtninge/indvandrere.

– Nej, der er også manglende kontakt mellem de forskellige, etniske grupper.

I det lys er julehygge med deltagelse af så mange forskellige nationaliteter med til at bygge broer, mener han.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer