Muhiadien Weisi: ”Vi kan ikke bare blive hjemme og vente på en vaccine, der måske først kommer om et år,” siger han. 

Tusinder har tilsluttet sig Facebook-gruppen “Mit barn skal ikke være forsøgskanin for covid-19” i utilfredshed med statsminister Mette Frederiksens plan om genåbning af daginstitutioner og de mindste klasser.

Muhiadien Weisi er uenig i kritikken. Den mandlige sygeplejerske i Kolding og far til tre børn synes, at genåbningsplanen er en god idé.

”Vi kan ikke bare blive hjemme og vente på en vaccine, der måske først kommer om et år,” siger han. ”Giv det en chance.”

Derfor ser han frem til at sende sin otteårige datter i første klasse, 10-årige datter i fjerde klasse og næsten to år gamle søn i vuggestue.

På grund af nedlukningen af Danmark måtte han sammen med sin pædagogkone rykke nogle vagter, så de kunne passe børnene derhjemme. For at vedligeholde børnenes fagligheder, underviste forældrene de små.

”Men hjemmeundervisning er ikke nok. Børnene har ikke nogen kontakt og det er synd for dem,” siger Muhiadien Weisi, der kom hertil i 2006 og stammer fra Serpêlî Zehaw i iransk Kurdistan.

”Hvis børnene ikke starter i vuggestue og skole nu, så starter de først efter sommer – efter fem måneders fravær. Det er for meget.”

Er det ikke for risikabelt at sende dem i skole med al den smittefare?

”Jeg er ikke bange for, at de bliver smittet. Et barns immunforsvar klarer sig fint gennem denne situation. Deres krop reagerer anderledes end ældre og svækkede mennesker.

Desuden har jeg tillid til, at myndighederne har en sikker plan for, hvordan de skal genåbne skolerne og følge retningslinjerne. Men hvis det går galt, så skal vi nok handle anderledes.”

Hvad synes du om Mette Frederiksens genåbning af daginstitutioner og de mindste klasser?

Slået op af Jiyan.dkTirsdag den 7. april 2020

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer