Kawa Lassen havde tidligere syet læberne sammen i protest mod, at han ikke kan få sin kone fra Kobanê i syrisk Kurdistan herop.
Kurderen Kawa Majid Lassen arbejder normalt som bager i Horsens. På det seneste har han sultestrejket foran Udlændingestyrelsen i Ryesgade i protest mod, at han ikke kan få sin kone fra Kobanê i syrisk Kurdistan herop.
Tidligere havde han syet læberne sammen. Nu har han fjernet sine sting fra munden. Lokale fra gruppen Venligboerne København & Omegn har givet ham en hånd og forsynet ham med tæpper og paraply.
Kawa stammer fra Kerkûk i irakisk Kurdistan og giftede sig med sin kone i Tyrkiet tidligere på året, men har ikke været i stand til at bringe hende til Horsens i Danmark, fordi udlændingemyndighederne ikke har behandlet hendes ansøgning.
“Jeg har sultestrejket i 12 dage her i regnen, og forlader ikke stedet, indtil jeg får et svar eller dør,” siger Kawa.
Af en pressemeddelelse, der er udsendt om hans sultestrejke, fremgår det, at ”ventetid oven i den allerede eksisterende på næsten seks måneder er uudholdelig for ham, især på grund af de skærpede og livsfarlige omstændigheder i Kobane-området, som hans kone udsættes for hver dag.”
Det hedder endvidere:
”Ved en personlig henvendelse til Udlændingestyrelsen fredag den 9. oktober 2015 var der heller ikke mulighed for at få oplysninger omkring Kawas sag (andet end at al dokumentation foreligger ifølge skærmbilledet i Udlændingestyrelsens informationsafdeling). Hans anmodning om at måtte få oplysninger om sin sag blev taget imod og lovet videregivet til afdelingslederen for kontoret for familiesammenføring samme dag.”