”Jeg skal være en stemme for ofrene. Sakharov-prisen giver mig mere kraft til at fortsætte. Jeg vil være stemmen for dem, der ingen stemme har,” sagde Lamia Bashar under prisoverrækkelse.

Foto: Europa Parlamentet

Ezidi-aktivisterne Nadia Murad og Lamia Aji Bashar modtog i dag Sakharov-prisen 2016, der hvert år uddeles af Europa-Parlamentet til personer, der har gjort en ekstraordinær indsats for menneskerettigheder.

De to kvinder blev begge taget til fange af militante fra Islamisk Stat (IS) og benyttet som slaver, da deres landsbyer i det nordlige Irak/Kurdistan blev indtaget af jihadisterne i august 2014.

23-årige Nadia Murads mor og seks søskende blev dræbt af IS. Hun blev taget til fange af jihadisterne i tre måneder. Hun har siden repræsenteret ezidierne i forskellige internationale fora, såsom FN.

18-årige Lamia Aji Bashar så IS dræbe sin far og brødre. Hun blev solgt flere gange af IS, der begik overgreb på hende og hendes 6 søstre. Desuden blev Lamia tvunget til at fremstille selvmordsbælter i Mosul.

I april lykkedes det Lamia at stikke af fra IS sammen med to veninder. Under sin tale fortalte Lamia om flugten:

”Sammen med en af mine venner og en ni-årig pige,” som også blev voldtaget af jihadisterne, ”klarede vi at flygte, men før vi kom i sikkerhed, trådte min ven Katrin på en landmine og den eksploderede. Det sidste, jeg hørte, var hendes dødsskrig; det værste jeg har hørt i mit liv.”

Lamia overlevede, mens Katrin og en anden ven, Almas, begge døde. Sakharov-vinderen blev dog vansiret og blind i det ene øje.

”Jeg tror, at meningen med min flugt er, at jeg skal være en stemme for ofrene. Sakharov-prisen giver mig mere kraft til at fortsætte. Jeg vil være stemmen for dem, der ingen stemme har,” sagde hun.

I august 2014 stormede IS ind i byen Shingal og truede tilhængere af ezidi-religionen – en af Iraks ældste minoriteter – med udryddelse. Tusinder af ezidi-piger blev kidnappet af IS.” 2000 af disse kvinder blev senere reddet ud af IS, enten gennem løsepenge eller lokale arabiske stammelederes mægling.

Der var før den aktuelle offensiv mod IS-højborgen Mosul i Irak stadig 3744 ezidi-fanger hos IS. Heraf er 1855 kvinder og piger, mens 1889 er mænd og drenge. Mænd formodes dog i manges tilfælde dræbt.

Og netop Nadia Murad efterlyste under prisoverrækkelsen idag Vestens hjælp til at redde resten af ezidierne ud af IS. Nadia sagde:

”Vi ser på Europa som et symbol på humanitet, og det bekræfter Europa i dag. Europa må fortsætte med at være et forbillede for verden.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer