“På nuværende tidspunkt er der ingen tydelige ledere, der kan træde ind som alternativer til det iranske præstestyre,” mener Dana Rashid.
Skrevet af Dana Rashid
I den seneste måned har verdens medier næsten dagligt rapporteret om israelske luftangreb mod Iran. Der er en stigende frygt for, at konsekvenserne denne gang kan resultere i, at den iranske regering falder. Men hvad sker der så?
Nogle taler om den tidligere iranske diktator Mohammad Reza Pahlavis søn, der befinder sig i USA, som en mulig alternativ leder. Men spørgsmålet er: Er han en realistisk mulighed for Iran? Er han en accepteret person blandt den iranske befolkning?
Det er også vigtigt at overveje, hvad Irans naboer har af planer for landet efter præstestyret. Først skal vi erkende, at Iran er et multietnisk land med seks store nationale grupper: kurdere, arabere, aserbajdsjanere, baluchiere, turkmenere og persere. I løbet af de sidste 100 år har den persiske befolkning domineret magten og undertrykt de øvrige grupper, hvilket har givet indtryk af, at Iran kun består af én nation – den iranske og persiske.
De øvrige grupper har konstant været i modstand og har kæmpet for at bevare deres identitet, ofte til stor pris. I 1979 væltede den iranske befolkning den diktatoriske shah Reza Pahlavi, hvis familie flygtede med milliarder af dollar og luksusgenstande til lande som Monaco og USA. Selvom Iran er et rigt land, levede befolkningen under både shahens og præsternes styre i fattigdom. Mange iranske grupper har dårlige minder fra shahens tid, hvilket gør ham til en uacceptabel kandidat for dem.
Det ville være en skuffelse for det iranske folk at se en tidligere diktator komme tilbage til magten. Især i Kurdistan, Baluchistan og Ahvaz (den arabiske region) er der stor modstand mod dette.
Shahens søn har ikke den legitimitet, der kræves for at være en alternativ leder, da han stadig undgår at kritisere sin fars og forfædres styre. Han betragter den tid som en lykkelig periode, selvom menneskerettigheder og nationale rettigheder var under stort pres. Dengang levede cirka 70 % af den iranske befolkning i fattigdom.
Kurderne i Iran er velorganiserede og har erfaring med både politisk og civil aktivitet. Kurdistan har altid været en kilde til bekymring for iranske regimer.
Irans naboer har hver deres interesser i, hvordan landet udvikler sig efter præstestyret. Tyrkiet ønsker at se aserbajdsjanske tyrkere og turkmenere opnå selvstændighed, hvilket vil knytte Tyrkiet tættere til iransk Aserbajdsjan. Den største hindring for tyrkisk ekspansion er Kurdistan, da den nordlige del af Kurdistan (sydøstlige Tyrkiet) og den østlige del (vestlige Iran) står i vejen for tyrkiske ambitioner. I de seneste 100 år har tyrkerne gjort alt for at bekæmpe kurderne, men uden succes.
Tyrkiet har en ambitiøs plan, som kaldes “Den Tyrkiske Verden”, hvor alle tyrkiske nationer fra Anatolien til Centralasien skal forbindes. En central hindring for denne drøm er den kurdiske befolkning, der menes at kunne blokere for Tyrkiets ambitioner. Kurdistan indtager en central position på dette kort.
Som en del af sin strategi ønsker Tyrkiet at styrke kontrollen over den nordlige del af Kurdistan-regionen, specifikt Urmiye-provinsen, hvor der bor mange aserbajdsjanske tyrkere.
Pakistan ønsker, at Irans grænser forbliver uændrede, da de frygter for baluchiernes situation. Hvis Baluchistan opnår selvstændighed, kan det inspirere baluchuerne i det sydvestlige Pakistan til også at søge uafhængighed, hvilket ville true Pakistans territoriale integritet. Desuden er baluchiernes område i Pakistan rigt på naturressourcer.
Iraks bekymringer inkluderer, at kurderne i Irak vil styrkes, hvis kurderne i Iran opnår uafhængighed. Irak vil også lide økonomisk, da iranske shia-muslimer vil mindske deres rejser til Irak, hvilket kan svække den shia-etniske gruppe i Irak.
Aserbajdsjan (den tidligere Sovjetrepublik) ønsker at danne en union med det iranske Aserbajdsjan og dermed skabe et “stort Aserbajdsjan.”
Saudi-Arabien og golfstaterne som Forenede Arabiske Emirater ønsker, at Iran deles op, hvilket ville reducere shia-gruppens indflydelse i regionen og gøre det nemmere at kontrollere Golfen.
Desuden har både Emiraterne og Bahrain udtrykt ønske om, at Iran opløses. Emiraterne ønsker at kontrollere de golføer, som de mener tilhører dem, da Iran har haft kontrol over dem siden 1976. Både Emiraterne og Bahrain opnåede deres selvstændighed fra Storbritannien og Iran.
En anden bekymring er, at Iran efter præstestyret kan ende i borgerkrig mellem kurdere, aserbajdsjanere, arabere, lurere, kurdere og persere. Små etniske grupper kan også blive mere undertrykt i en sådan konflikt. Disse grupper inkluderer Geylek, Mazendarani og Talish.
Borgerkrigen skyldes i høj grad, at det iranske regime siden 1500-tallet har ændret de demografiske forhold i forskellige regioner og tvunget folk til at flygte. For eksempel har millioner af kurdere flygtet fra den nordlige del af Kurdistan til østlige Iran, mens aserbajdsjanske tyrkere er blevet bosat i stedet for dem.
Araberne er blevet indkvarteret i flere byer langs den iranske golfkyst, områder der traditionelt tilhører Lur-folket. Desuden er perserne blevet bosat i både Aserbajdsjan og Kurdistan-regionen, blandt andre områder.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
