Med ry som radikal moské og under PET’s overvågning, udgør moskéen på Grimhøjvej i Århus et oplagt fjendebillede for danskere med frygt for islamistisk terror. Men hvad siger fjendebilledet selv?
Af Denîz Berxwedan Serîncî og Peter Lowmand Rasmussen
Som aftalt ankom vi til moskéen kl. 18, den lune tirsdag midt i maj, og tiltrak os straks nysgerrige blikke fra en gruppe af de besøgendes børn. De legede på gruspladsen lige udenfor den lille, nedslidte fabriksbygning, som lægger hus til en af de mest omstridte moskéer i Danmark.
Ligheds- og Broderskabsmoskéen på Grimhøjvej i Århus er blevet sat i forbindelse med den danske Guantanamofange Slimane Hadj Abderrahmane og andre terrormistænkte, og med kontroversielle imamer som Ahmed Akkari og Raed Hlayhel. Sidstnævnte blev blandt andet kendt for udtalelsen om, at kvinder med makeup er ”Satans instrument imod mænd”.
Det var derfor med en vis følelse af at gå ind i løvens hule, at vi trådte indenfor i den smalle entré, som føltes mindre og mindre, i takt med at flere og flere kom til. Med et stort bordtennisbord i rummet ved siden af, et køkken foran os og badefaciliteter umiddelbart indenfor døren, mindede stedet os mest af alt om diverse skoleudflugter til spejderhytter, men nu blot med den muslimske trosbekendelse højlydt gjaldende fra et højtaleranlæg: ”Allahu akbar….”, ”Allah er størst, der er ingen Gud uden Allah og Muhammed er hans sendebud.”
Bøn, børn og Bilal
Vi henvendte os til en af de besøgende, som, omringet af børn og på klingende dansk, fortalte os, at Abu Bilal, imamen vi havde en interviewaftale med, allerede var ankommet til moskéen. At det såmænd var ham vi hørte over højtalerne. Manden forsvandt ind i rummet ved siden af, og ganske kort efter kom Abu Bilal ud til os i den tætte entre, og bad os venligst tage plads langs bedesalens væg. Imens ville han lede bønnen for de 15-20 mænd, som efterhånden var mødt op.
Vi slukkede vores mobiltelefoner, smed skoene og satte os på det bløde underlag, der lå rundt langs væggen og oven på det i forvejen tykke tæppe. De små børn, der som ved et trylleslag var blevet helt stille, så snart de var kommet ind i rummet, sluttede sig nu til os på gulvet langs væggen.
En enkelt trak sin far lidt i kjortlen så han vendte sig, imens manden ved siden af ham, i den halvmåne de havde dannet om Bilal, gjorde sit for at vende ham tilbage imod imamen. Det var dér det skete. Det var nu man bad. Abu Bilals mægtige stemme indtog endnu engang højtaleranlægget som en syngende budbringer, med et budskab der for os blot bestod af fascinerende toner. Næsten det klassiske lydtæppe til Vestens moderne fjendebillede, men siddende sammen med børnene langs væggen, var dét nu svært at holde for øje.
”Medier er negative overfor islam”
Efter bønnen fører Abu Bilal os ind i sit interimistiske kontor, og over en cola får vi kort hans baggrund på plads. Han er palæstinenser fra Libanon, men har boet her i landet i 20 år, er gift og har ni børn. Og så er han glad for at bo i Danmark.
”Selvfølgelig er jeg det. Jeg er 40 år og halvdelen af mit liv har jeg levet i Danmark, og mine børn er født her, så jeg tror ikke jeg rejser væk,” siger han meget afslappet, og med en stærk, umiskendeligt arabisk accent. ”Det er mit andet land.”
”Vi spørger jo blandt andet, fordi din moské har fået en del negativ omtale.”
”De fleste medier er dårlige, specielt overfor muslimer. Vi vil godt vise danskerne, at vi passer ind, at vi er integrerede i samfundet, og vores moské har også et godt samarbejde med myndighederne, om det så er med kirken eller med politiet, men når det kommer til islam, så er medierne straks negative,” siger Bilal beklagende og understreger, at det særligt er én avis, som har gjort ham vred.
”Jyllands-Posten er altid negativ overfor islam. Hvor andre aviser ikke bevidst skriver ondt om os, sidder nogen på Jyllands-Posten med vilje og skriver negativt om islam og muslimer,” siger han. Han giver som eksempel dengang, hvor han arbejdede som såkaldt ”brobygger” mellem lærere og forældre, på den nu nedlagte Nordgårdsskole.
En journalist fra netop Jyllands-Posten skulle lave et interview med en anden på skolen, men da han så Bilal, med sit lange skæg og kjortel, resulterede det i stedet, ifølge Abu Bilal, i en mistænkeliggørende artikel. Det kom til at handle om en imam i Gellerup, der vist var ved at lave Nordgårdsskolen om til en koranskole.
”Jyllands-Posten snyder!” udbryder den ellers rolige imam overfor os, med en smilende afstandstagen i stemmen. ”Jeg bad et par drenge og nogle piger om at skrue ned for noget højt musik, og pludselig står der i avisen, at jeg ikke vil lade drenge og piger lege sammen, og at jeg vil forbyde musik. Jeg kunne aldrig sige til dig eller nogen anden, at du ikke må høre musik,” smiler Bilal og rækker opgivende de arme i vejret, som indtil nu har været plantet afslappet i skødet.
Tager afstand fra terror
Det, der gør Abu Bilal vred på medierne, er ikke så meget, når hans egen person hænges ud, som når hans religion gør det.
”Hvis de kan finde en lille ting, som er forkert i islam, så begynder de at propagandere, og det gør mig sur. Jeg kan mærke, at når det kommer til islam, bliver de negative og skriver dårlige ting.”
Noget, der fik medierne til at skrive dårlige ting om islam, og om Bilals moské i særdeleshed, var da det kom frem, at den danske Guantanamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane, havde haft sin gang i moskéen. Bilal henviser opgivende, og som en mand der har måttet forklare dette flere gange, til, at der kommer masser af mennesker i moskéen, som de ikke kender.
”Slimane kom om fredagen, hvor der kommer rigtig mange. Nogen kender vi, andre kender vi ikke. Da Slimane senere bliver spurgt om, hvilken moské han kommer i, svarer han moskéen på Grimhøjvej. Men det betyder ikke, at vi har undervist ham,” forklarer imamen, som erklærer sig imod terror, men godt kan forstå, hvis danskerne er bange for terrorisme. For danskerne lytter, ifølge imamen, som altså selv har været igennem medierullen, for meget til pressen.
”De fleste danskere stoler på medierne, men det kan man ikke. De snyder for at gøre ting større, end de er,” mener Bilal og vil i stedet råde folk til at komme til moskéerne. ”Folk skal komme og spørge os, hvis der er noget, i stedet for bare at tro på medierne. Vi er helt åbne, og danskerne skal ikke tro på rygterne om, at vi er terrorister.” Han glatter sin kjortel og fortsætter alvorligt. ”Danskerne skal ikke være bange for det, de hører i medierne.”
Ikke rart at være fjendebillede
Som han sidder dér i sofaen overfor os, med langt skæg og kjortel, den særlige muslimske bedehat på hovedet og stærk arabisk accent, svarer han godt til den moderne vesterlændings forestilling om en islamist. Vi gør ham opmærksom på ligheden, og spørger til hvordan det føles. Hvordan det føles at være et fjendebillede.
”Det føles dårligt. En dreng fra en anden moské blev slået ned i byen, bare fordi han var muslim. Men det er fordi, medierne siger ting, der ikke er rigtigt, og det gør mig sur.” Bilals tone er frustreret, når han taler om mediernes behandling af hans moské og hans tro. Omtale, som også får konsekvenser for ham udenfor avisernes spalter.
”Efter Muhammed-krisen kom der en masse breve, både her til moskéen og til folk privat, med billeder af svin og af Muhammed. Så jeg mærker en vis fjendtlighed. Jeg kan føle det.”
Som en kniv i hjertet
At tale om Muhammed-tegningerne får Bilal frem i sofaen, og samtalen falder uvægerligt på den grænse for ytringsfriheden, som der ifølge ham er nødt til at være.
”Du kan tale dårligt om mig, men ikke om Profeten Muhammed. Det var som at få en kniv i hjertet, dengang jeg så de tegninger. Fogh snakkede om frihed, men det må være frihed med grænser. Fogh skabte problemer, han var ikke klog. Hvis han bare fra starten havde beklaget og taget afstand, så var problemet løst,” siger han.
Jyllands-Posten havde med Muhammed-tegningerne fået fjendtligheden til at blusse op, og til Abu Bilals store beklagelse havde han set, hvordan også andre aviser havde fulgt trop og trykt tegningerne. Og måske sås her konturerne af det asymmetriske fjendskab, som Vestens konflikt med islamisterne af nogle eksperter beskrives som: To uforenelige systemer, som ikke kan tale sammen.
”Jeg kan ikke forstå, hvad de tænker på. Vi arbejder med integration, men så kommer de pludselig og ødelægger integrationen. Hvad skal jeg sige til børn, når de hører medierne skrive dårligt om islam?” Imamen leder et øjeblik efter ordene. ”De lægger racisme i deres hjerter, så muslimer kigger på danskerne og mener danskerne hader dem. Jeg kan se, at han hader mig.”
Udenfor moskéen igen tog vi afsked med Abu Bilal, og han lod os vide, at vi til enhver tid var velkomne. De bedende havde afsluttet aftenens bøn og var også så småt på vej hjem.
