“Æren i dette samfund ligger i kvindens kønsorganer,” siger kurdisk læge.
Af Deniz Serinci
I 2018 blev 49 kvinder dræbt i Iraks Kurdistan-regionen, ifølge tal fra Generaldirektoratet for Bekæmpelse af Vold mod Kvinder under Indenrigsministeriet. Derudover begik 73 kvinder selvmord. 257 kvinder brændte, heraf 112, som satte ild til sig selv.
Psykoterapisten Chiya Khaled fra menneskerettighedsorganisationen Jiyan Foundation fortæller om en sag med selvafbrænding.
”Kvindens mand var afhængig af alkohol. Han var altid fuld og slog hende. Kvinden havde slet ikke familie her i Kurdistan, for de boede i Sverige. Hun brændte sig selv. Hun overlevede.”
Lignende historier beretter Bahar Munzir om. Hun har studeret statskundskab i Norge og arbejder nu i hjemlandet som general manager i NGO’en People’s Development Organization.
”Jeg har haft sager med selvafbrændende kvinder, hvor den yngste var 17 år. Dem jeg kender, er i live, men slemt forbrændt i ansigtet. En kvinde sagde, at manden pressede hende til at sætte ild til sig selv.”
Reelt ved ingen præcist, hvor mange, der bliver brændt af familiemedlemmer.
”Nogle sager bliver ikke registreret, så der er mørketal. De siger, at det var et uheld eller selvmord, altså at personen selv frivilligt satte ild til sig selv.”
Presset af familier til at brænde sig selv
Kurdistan Rasul, en 36-årig kvinde, der arbejder med den tyske ngo, WADI, hævder at kende til ”hundredvis af kvinder, der har brændt sig selv.”
”Alle brændte de sig på grund af pres fra familie. Mændene sagde ’du har krænket vores ære, så du må brænde sig selv eller også brænder vi dig,’” siger hun og fortsætter:
”Ingen kvinde brænder sig selv af egen lyst. Familien bilder hende ind, at hun kan redde sig selv og familiens ære ved at brænde sig selv. Hvis livet var dejligt, hvorfor skulle hun så brænde sig selv?”
”Hvorfor ikke gribe til mindre dramatiske midler?” spørger jeg hende. ”Hvis kvinder har problemer, kan hun vel tage på et krisecenter.”
”Kvinden kan ikke tage i krisecenter, fordi hun frygter at blive stigmatiseret. Hun kan heller ikke gå tilbage til sin far eller mor. De vil sige ’Du er gift, så du er ikke vores problem mere.’”
Både Kurdistan Rasul og Chiya Khaled forklarer brugen af benzin med, at kvinderne ikke har pistoler.
”Men hun kan anskaffe ild overalt, så hun vælger at begå selvmord på den måde,” siger Chiya Khaled.
Kollektiv kultur frihedsberøver kvinder
Kvindens konflikt med familierne opstår ofte, fordi kvinden angiveligvis har krænket familiens æresbegreber, eksempelvis ved at have dyrket sex udenfor ægteskabet.
“Æren i dette samfund ligger i kvindens kønsorganer,” siger Dr. Ahmed Mohammed Amin, administrerende direktør hos traume- og rehabiliteringscenteret Wchan. “Familien renser derfor pletten på deres ære ved at dræbe pige.”
Ifølge Avan Jaff, chefredaktør på kvindemagasinet Zhin, føler familien sig til at handle og straffe pigen.
“De frygter, at hvis pigen får lov at leve sit frie liv, så vil omgivelserne se ned på familien og isolere dem. Ingen vil giftes ind i dem. Så pigen ødelægger familiens ry.”
Hun bakkes op af Bahar Munzir. Den kurdiske kvinde er generaldirektør for Peoples Development Organization, der bekæmper æresdrab og tidligere flygtning i Norge. Hun mener, at Kurdistan-regionens struktur, der er domineret af Barzanî-klanen hos Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Talabanî-klanen hos Kurdistans Patriotiske Union (PUK) har været med til at styrke den klanmæssige, kollektive mentalitet i området.
“Systemet hernede er baseret på klaner. Æren bliver dermed også kollektiv. Pigens ære vedkommer ikke kun hende selv, ligesom i Norge. Nej, den vedkommer hele kollektivet,” siger Bahar Munzir.
Ifølge Dr. Ahmed Mohammed Amin er løsningen, at imamerne går mere ud og tager afstand.
“En imam sagde, at selvafbrænding er imod religion. At den, der brænder sig selv, vil blive brændt i den næste verden. Vi har brug for mere af den slags.”
