Jiyan.dk kommer her med et bud på, hvor mange kurdere, som bor i Danmark udfra Danmarks Statistik og en hidtil ukendt undersøgelse fra det daværende Integrationsministerium.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Det første spørgsmål, jeg møder, når jeg fortæller folk, at jeg har sat mig for at undersøge, hvor mange kurdere, der bor i Danmark, er: ”Det kan man jo ikke, for kurderne i Danmark bliver jo ikke registrerede som kurdere, men som tyrkere, irakere, iranere og syrere”.

Og det er rigtigt. Danmarks Statistik, det centrale statistikkontor i landet, registrerer kurderne efter hvilken stat, de kommer fra, altså Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.

Men højst overraskende fandt jeg ud af, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i marts 2007 udgav bogen ”Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere”. Og i tabel A112 i bogen stilles de adspurgte spørgsmålet ”Er du af kurdisk oprindelse?”.

Syrien indgår ikke i undersøgelsen.

Det er en efterhånden fire år gammel undersøgelse, som næppe heller ikke er særlig repræsentativt, idet forfatterne kun har spurgt et lille udsnit af nydanskerne fra Tyrkiet, Iran, Irak. Men netop denne tabel er alligevel guld værd, fordi det er den eneste af sin slags i Danmark og derfor kan give en indikation af, hvor mange kurdere, som bor i landet.

Der er ifølge Danmarks Statistiks seneste tal fra juli 2011 (oprindelsesland):

Skulle vi sammenligne disse tal med tabel A112, svarer det til, at der vil være cirka:

21.063 kurdere fra Tyrkiet
7.464 kurdere fra Irak
1.434 kurdere fra Iran
215 kurdere fra Pakistan
30.176 kurdere i Danmark i alt (underdrevet)

5-10 armensk-kurdiske familier i Danmark

Imidlertid er der en række forbehold ved det tal, som gør, at tallet må være underdrevet. Fx er der også en række kurdere i Danmark fra Syrien, Armenien/Georgien (de kaukasiske kurdere), men der er ikke lavet nogen præcis undersøgelse herom.

En stor del af kurderne i Kaukasus tilhører religionen Ezidi, som har 450 tilhængere i Danmark, ifølge Dansk-Ezidi kulturforening, primært i København og Odense.

Formand for Dansk-Ezidi kulturforening, Bahzad Mourad fortæller mig, at han kender cirka 5-10 kurdiske familier fra Armenien i Danmark (bosiddende på Sjælland eller Horsens, Aarhus og Vejle) og ”nogle stykker fra Georgien, som vi ikke kender”.

En kilde med tilknytning til Jiyan.dk, som selv har rødder fra Irak og Armenien, nikker genkendende til Bahzad Mourads billede og mener i øvrigt, at der er ”3-4 kurdiske familier fra Georgien i Danmark”.

Et kendt eksempel herpå er den dansk-kurdiske sangerinde Nazê, som netop kommer fra Georgien.

1500-2000 kurdere fra Syrien

Hvad med kurderne fra Syrien?

På 10 år fra 2001 og til 11. juni 2011 har de danske udlændingemyndigheder registreret i alt 1.894 asylansøgere fra Syrien. Over 90 procent af dem er ifølge dagbladet Informations oplysninger kurdere. Men den undersøgelse tager ikke højde for dem, som kom til Danmark inden 2001.

Fahmy Almajid, kender af det kurdisk-syriske miljø, tidligere indvandrerlærer og selv kurder fra Qamişlo i syrisk Kurdistan, fortæller, at mange kurdere fra Syrien lod sig registrere som irakere, da de kom til Danmark for at få asyl. Jiyan.dk har kendskab til flere syriske kurdere, der har gjort sådan.

Både Fahmy Almajid og Serdal Benli, Folketingskandidat for SF, vurderer de syriske kurdere til at udgøre 1500-2000.

Ydermere er der i København og Aarhus også kurdere fra Libanon og Kuwait. Herom foreligger der heller ikke meget viden.

Antal kurdere fra Tyrkiet og Iran formentlig højere

Hvordan kan det være, at 45% af indvandrerne fra Tyrkiet i tabel A112 (”Er du af kurdisk oprindelse?”) svarer, at de er kurdere, mens tallet pludseligt daler til 25%, når man spørger efterkommere fra Tyrkiet?

Ifølge Serdal Benli, Engin Can, Bachelor i Historie, Syddansk Universitet og foredragsholder om det kurdiske spørgsmål og Saman Zaki, tidl. underviser i kurdisk historie på Københavns Universitet, er tallet formentlig højere end de 25%, idet flere tusinder tyrkiske kurdere i Danmark stammer fra Çorum og Konya i Midtanatolien, hvor kurderne henholdsvis i høj og i mindre grad er assimilerede og tyrkificerede. Mange af de yngre iblandt eksempelvis Çorum-kurderne har mistet det kurdiske sprog, taler udelukkende tyrkisk (og dansk), hvorfor flere af dem føler sig selv som tyrkere frem for kurdere. Det stemmer overens med, at kun 25 % efterkommerne i denne undersøgelse siger, at de er kurdere, mens tallet for indvandrerne er 45 %.

”Visse kurdere ser en højere status i at definere sig selv som tyrkere, fordi det at være kurder i deres optik giver en lav status – også selv om de taler kurdisk og praktiserer kurdisk kultur. At visse kurdere har denne selvopfattelse skyldes bl.a. den tyrkiske stats forsøg på at eliminere kurdisk sprog og kultur gennem de sidste 100 år, hvilket har resulteret i at mange etniske tyrkere har set og stadig ser ned på kurdere, og det har en afsmittende effekt på visse kurderes selvopfattelse,” fortæller Saman Zaki.

Ifølge Engin Can kan man sagtens føle sig som kurder uden at kunne kurdisk, men han medgiver alligevel at mange unge kurdere fra Çorum (hvoraf mange bor i Esbjerg, Aarhus, Randers og Odense) føler sig som tyrkere.

At der er et politisk aspekt ved svarene på Tabel A112 og at det er kontroversielt at sige, at man er kurder, kunne måske også forklare, hvorfor 1% af indvandrerne fra Iran og Tyrkiet slet ikke ønsker at oplyse, om de er kurdere.

”50-80% af ”tyrkerne” i Danmark er kurdere”

Den største del af kurderne i Danmark, er uden tvivl kurderne fra Tyrkiet. Og den største gruppe blandt dem er igen uden tvivl kurderne fra Konya (København og omegn, Randers, Odense, Esbjerg, Falster).

Ifølge en gammel artikel fra Ritzau (”Danske kurdere er sjældent fra Kurdistan”, 14.08.1996) stammer ”95% af de tyrkiske kurdere i Danmark fra Konya –provinsen”, hvilket må siges at være en overdrivelse, da der også er en del tyrkiske kurdere fra Çorum i Esbjerg, Aarhus, Randers og Odense.

Ifølge Fahmy Almajid er ”80% af tyrkerne i Danmark kurdere.”

Her er Mehmet Ümit Necef, lektor fra Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Engin Can og Serdal Benli uenige.

”Jeg vil gætte på, at omkring 60% af borgere med rødder i Tyrkiet, bosat i Danmark, er kurdere,” mener Serdal Benli.

Til den ovenstående artikel fra Ritzau i 1996, vurderede lektor Mehmet Ümit Necef, at ”50% af Tyrkiets borgere i Danmark er kurdere”. Men i dag er det sværere at spå om det nøjagtige tal, mener Mehmet Ümit Necef:

”Det er meget svært at sige, hvor mange af dem, som er kurdere. Det er ikke 10% eller 80%, men der er mange borgere i Danmark med rødder i Konya og vi ved, at mange af dem er kurdere.”

Hvis vi antager, at halvdelen af ”tyrkerne” i Danmark er kurdere, ville det svare til cirka 30.090.

21.063-30.090 kurdere fra Tyrkiet
7.464 kurdere fra Irak
1.500-2000 kurdere fra Syrien
1.434 kurdere fra Iran
215 kurdere fra Pakistan
+8-14 kurdiske familier fra Kaukasus (Armenien/Georgien)
+Ukendt antal kurdere fra Libanon
+ Ukendt antal kurdere fra Kuwait

ml. 31.676 – 41.203 kurdere i Danmark i alt

(Kurdere fra Kuwait, Kaukasus og Libanon ikke medregnet)

Serdal Benli og kurdiske foreninger vurderer generelt, at der i alt bor cirka 35-40.000 kurdere i Danmark. Kurderne er dermed Danmarks største flygtninge/indvandrergruppe.

Forfatterne bag Tabel A112 (”Er du af kurdisk oprindelse?”) fra bogen ”Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere”, som har været guld værd i denne undersøgelse, spurgte i øvrigt også indvandrere fra Vietnam om de var kurdere. Ikke overraskende svarede 100% nej.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer