Under aktionen mod mistænkte IS-folk anholdte dansk politi en 25-årig mand fra Albertslund.
Foto: Rigspolitiet
En af de anholdte personer fra politiets aktion i torsdags imod danske formodede Syrienskrigere i Storkøbenhavn er en 25-årig kurder med bopæl i Albertslund.
Manden, hvis identitet er Jiyan.dk bekendt, stammer fra Konya i Tyrkiet. 11. november 2013 tog han ifølge politiet til Syrien. Til familien efterlod han en seddel, hvorpå det hed, at han skulle til det krigshærgede land for at lave ”nødhjælp”.
”Han var simpelthen blevet hjernevasket. 100 pct. Det var det, der var sket. De havde gjort noget ved ham, så han tog af sted og bare efterlod den seddel der på bordet,” siger familien til Jyllands-Posten.
Den 25-årig mands far tog på et tidspunkt ned til Syrien eller den tyrkisk-syriske grænse for at hente sønnen tilbage. Sønnen kom tilbage til Danmark to uger efter.
Den hjemvendte kurder sagde aldrig, at han havde kæmpet med Islamisk Stat. Tværtimod skulle han have taget afstand fra IS’ handlinger.
”Han sagde, at de ikke var muslimer dernede. De var ikke ordentlige mennesker,” siger familien til Jyllands-Posten.
Omvendt skjulte han ikke sin sympati for andre terror-relaterede personer.
Således loggede kurderen ind på løbeappen Endomondo og lyttede under løbetur til talen ”Vejen til Jihad” med Anwar al-Awlaki. Den amerikansk-yemenitiske imam Awlaki er blevet kaldt »Internettets Bin Laden« og var kendt for at motivere unge til terror igennem hans taler, som blev delt på Youtube, Facebook, osv.
Ifølge amerikanerne prædikede Awlaki for Al Qaeda-medlemmer. Supermagten dræbte Awlaki via et dronerangreb i Yemen i september 2011.
Den 25-årige mand har arbejdet med logistik på et lager i en større dansk virksomhed fra 2011 til 2014 og gået på VUC.
De fleste dansk-kurdiske IS’ere fra Konya
Ifølge Islamisk Trossamfunds hjemmeside var det meningen, at han skulle have undervist unge »brødre« mellem 13 og 17 år i religion islam og om profeten Muhammed.
Da det kom frem i medierne, fjernede Trossamfundet hans navn og oplyste, at manden ikke har været aktiv hos dem siden 2013.
Trossamfundet skriver, at ”familie og venner kender ham som en hjælpsom og venlig person, der er under uddannelse, hvor han klarer sig godt.”
”Det er på ingen måde trossamfundets opfattelse, at den sigtede udgør en trussel eller på anden måde er farlig for det danske samfund.”
Cirka 10% af de danske IS-krigere er ifølge Jiyan.dks oplysninger etniske kurdere. Heraf er langt de fleste fra Konya i Tyrkiet, mindst én er fra Hewlêr i irakisk Kurdistan og mindst én er fra Kermanshah i iransk Kurdistan.
I flere familier skaber det problemer, i det én bror tilslutter sig IS, mens en anden sympatiserer med Kurdistans Arbejderparti (PKK) – to bevægelser, der er i krig med hinanden dernede.
Den 25-årig mand fra Albertslund stammer ligesom de fleste af de øvrige dansk-kurdiske IS-mistænkte fra Konya.
Det kommer ikke bag på to kurdiske journalister med kendskab til Konya.
Irfan Ucar bor i Diyarbakir, kurdernes hovedby i Tyrkiet og siger:
”Konya er en utrolig konservativ og religiøs provins, hvor de sekulære værdier aldrig er slået igennem.”
Ucar henviser til, at nestor for politisk islam i Tyrkiet, Necmettin Erbakan altid fik mange stemmer i Konya, hvorfra han var opstillet. Byen har et universitet opkaldt efter Erbakan.
Mehmet Canbek er enig. Han er chefredaktør på avisen Yeni Urfa i provinsen Sanliurfa, hvorfra mange udenlandske IS-krigere er krydset ind i Syrien. Han bekræfter, at nogen af disse er fra Danmark og fra Konya. Når IS kan tiltrække så mange kurdere fra Konya handler det ifølge Canbek om, at IS spiller på, at de ikke er imod kurdere som sådan.
”IS siger, at de kun er imod ’ateister og kommunister’ blandt kurderne,” siger Canbek med hentydning til PKK, der har en marxistisk baggrund. ”De spiller på, at etnicitet kommer i anden række, mens islam er i første række.”
Den 25-årige mand har ved Retten på Frederiksberg nægtet sig skyldig og er varetægtsfængslet frem til 3. maj.
Anholdelser af IS-folk skaber problemer i dansk-kurdiske familier, fordi én bror tilslutter sig IS, mens en anden sympatiserer med PKK – to bevægelser, der er i krig med hinanden.
Opslået af Jiyan.dk på 12. april 2016