Sommeren er over os. De fleste har færdiggjort eksamener og andre venter spændt på om de kommer ind på drømmestudiet efter sommer. Sommeren er samtidig højsæson for rejser. Hvad skal danske kurdere lave i sommeren? Vi spurgte 9 tilfældige dansk-kurdere.

Hejar Dashti, 27 år, Odense, oprindeligt fra Urmiye (Østkurdistan/Iran)

– Jeg skal snart til irakisk Kurdistan i forbindelse med ungdomsorganisationen Lawans kongres.  Det er altid dejligt at være i Kurdistan – der er kurdisk flag overalt og der tales kurdisk overalt. Det er for varmt, ja, men jeg er vant til det, så det går nok.

Delal Altanay, 16 år, Horsens, oprindeligt fra Kelhasan, Konya (Tyrkiet)

– Jeg skal ikke lave det helt vilde, bare være sammen med venner og familien, tage til stranden, grille og gå ture. Men jeg arbejder meget, da mine forældre er taget til Tyrkiet. Vi har snakket om at tage til Djurs Sommerland og Zoo.

Sazan Garmiyani, 17 år, Hundige, oprindeligt fra Kerkûk (Sydkurdistan/Irak)

– Indtil videre ser det ud til at jeg skal lede efter arbejde, da jeg lige er blevet arbejdsløs. Jeg skal spare sammen til kørekort og bil. Udover det skal vejret bare nydes, når det endelig er godt og varmt. Jeg håber på at komme ud og rejse, til et af de varmere lande. Kurdistan ville være den perfekte destination. Men det må desværre vente.

Özlem Akbaba, 30 år, København, oprindeligt fra Erzîncan (Nordkurdistan/Tyrkiet)

– Jeg skal tilbringe min sommer her i Danmark, så jeg håber på bedre vejr! Måske skal jeg prøve noget med klatrevæg og kajakker. Derudover skal min lejlighed males. Og selvfølgelig tager jeg til Jylland- Århus og besøger mine forældre.

Delal Güngör, 16 år, Holbæk, oprindeligt fra Omeran, Konya (Tyrkiet)

– Jeg skal ikke rigtig lave noget, da jeg ikke skal rejse til landsbyen i år. Jeg skal bare være sammen med mine veninder og så skal jeg måske til Tyskland med min familie. Det er første gang jeg ikke rejser, så jeg ved ikke rigtigt hvordan min ferie kommer til at gå. Det bliver bare anderledes i forhold til det, det plejer at være.

Tuana Shuan, 25 år, København, oprindeligt fra Sydkurdistan (Irak)

– En del af min sommerferie kommer til at gå med at arbejde. Ellers skal jeg være sammen med familie og venner. Jeg har ikke lagt nogen spændende planer til sommerferien primært fordi jeg vil fokusere på at få skrevet mit speciale. Jeg håber at sommerferien byder på lidt mere varmt vejr og solskin end hidtil.

Delshad Bamarni, 34, Frederikshavn, oprindeligt fra Duhok (Sydkurdistan/Irak)

– Jeg har travlt med min kolonihave i Frederikshavn, som jeg skal have gjort færdig. Derefter tager jeg ned på besøg i Kurdistan, hvor jeg ikke har været i Kurdistan i 18 år. Jeg savner mit land for meget og skal til Duhok og Bamernê.

Umut Kayatuz, Aalborg, oprindeligt fra Kulu, Konya (Tyrkiet)

– Jeg skal på ferie i Tyrkiet, hvor jeg skal en hel masse. Jeg skal især tage hen til Kappadokien, som er et kendt bjergområde og se de forskellige seværdigheder.

Majid Adil, 17 år, Aarhus, oprindeligt fra Bagdad, Irak

– Jeg skal rejse til Istanbul, Tyrkiet med familien og være dernede i 2 uger. I Tyrkiet skal jeg bare svømme med mine fætre, tage på caféer. Jeg håber sommeren går godt og har store forventninger. Jeg kan mærke, at denne sommer bliver bedre end alle andre somre.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer