En 47-årig hollandsk mand er blevet anholdt i Holland, fordi han angiveligt har dræbt IS-militante, mens han kæmpede med YPG i Rojava/Syrien.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Foto: Erling Skov Madsen
En 47-årig hjemvendt hollandsk mand J.A. er blevet anholdt i den hollandske by Arnhem, fordi han angiveligt har dræbt militante fra Islamisk Stat (IS), mens han kæmpede med de kurdiske Folkets Forsvarsenheder (YPG) i Syrien.
Efter et retsmøde i Rotterdam, blev manden, hvis identitet er kendt af Jiyan.dk, senere midlertidig løsladt, men myndigheder fratog ham hans pas for at sikre, at han ikke flygter ud af landet. Samtidig skal manden møde op på en politistation hver uge.
De hollandske anklagere skriver i en pressemeddelelse, at J.A. er en tidligere soldat, hvis engagement imod IS er kendt fra ”medierne og Facebook.”
“Hollandsk lov giver ikke borgerne ret til at bruge magt og især ikke dødbringende magt, bortset fra under særlige omstændigheder som selvforsvar,” hedder det i meddelelsen. ”At dræbe en IS-militant kan derfor betyde, at man bliver retsforfulgt for mord.”
Sagen har vakt furore blandt mandens venner, heriblandt Hanna Böhman, en kvindelig hollandsk kriger, der også bekæmper IS i Syrien/Rojava. Böhman var i samme bataljon som J.A. i seks uger. Hun finder sagen ”latterlig” og håber, at den bliver droppet:
”At forfølge en mand, fordi han kan have dræbt en IS-pædofil er latterligt, især når en koalition af NATO-landene gør præcis det samme.”
Samtidig er Böhman ”bekymret” for at andre hjemvendte YPG-krigere også bliver anholdt.
Et antal vesterlændinge menes at kæmpe med kurdiske styrker imod IS i Irak og Syrien. I efteråret 2014 blev det rapporteret, at tre hollandske mænd var taget til Irak for at tilslutte sig de kurdiske styrker. De tre mænd var alle medlemmer af rockerklubben No Surrender, og klubbens formand bekræftede, at de kæmpede mod IS.
I november 2015 blev den 18-årige kurdisk-britiske kvinde Shilan Ozcelik fængslet i 21 måneder i Storbritannien, fordi hun ville kæmpe med YPG’s kvindelige afdeling, YPJ imod IS.
Læs mere på BBC