Venstre vil forbyde rejser til Irak og Syrien. Danskeren Jørgen Nicolai, der nu er i Mellemøsten, vil trodse forslaget. ”Jeg vil tage derned igen. Jeg kan da ikke bare vende ryggen til et folk, der bliver mishandlet.”

41-årige Jørgen Nicolai har en baggrund i det danske forsvar, hvor han er uddannet som finskytte. På Fyn har han en kone, barn og et godt job som tekniker. For tiden kæmper Jørgen på kurdisk side mod Islamisk Stat, IS. Hos de lokale kurdere kaldes han ”heval”, der betyder ”kammerat”.

Nu er du i Mellemøsten. I oktober rejste du til Hewlêr i irakisk Kurdistan. Hvordan gik det?

Jeg prøvede at komme til peshmerga og tilbyde min hjælp til dem i kampen mod Daesh (IS), men de tager ikke udlændinge.

Derefter tog du til syrisk Kurdistan. Hvor længe?

Jeg var der i en periode, hvor vi lavede lidt af hvert. Jeg kæmpede på flere fronter. Der var både fredelige patruljer, der var også voldelige episoder, hvor der blev skudt på os. Slaget i Tel Hamis, hvor jeg deltog, var meget intenst. Byen blev til sidst befriet fra IS.

Hvad får en dansker til at tage derned og kæmpe med kurderne?

Jeg har boet i Syrien, heriblandt i Aleppo. Egentlig interesserede jeg mig ikke meget for kurderne. Min kollega i Aleppo var halv kurder og efter den syriske borgerkrig i 2011 fik jeg øget interesseret for kurderne og begyndte at læse om folket; Det var et folk med eget sprog og kultur.

Hvad siger du til Venstres forslag om at forbyde rejser til Irak og Syrien?

Jeg kan godt forstå, at man vil forhindre danske statsborgere i at tage derned og blive dræbt. Eller at man vil forhindre folk i at kæmpe på Daesh (IS) side. Men kurderne har da ret til at forsvare deres hjem og land, så lovforslaget er helt forkert. Man må finde en måde, så det ikke rammer dem, og ikke skære alle over en kam.

Vil du selv tage derned, selvom det er forbudt?

Ja, jeg vil tage derned igen. Jeg kan da ikke bare vende ryggen til et land og folk, der bliver mishandlet. Det er da dobbeltmoralsk, når vi selv støtter kampen mod Daesh.

Hvordan har du det med at kæmpe med YPG, der er relateret til det terrorstemplede PKK?

PKK er på terrorlisten, fordi Tyrkiet har sat dem på. PKK er ikke terrorister, men frihedskæmpere. Jeg kæmper for YPG, som ikke er 100% det samme som PKK, de kæmper bl.a. om forskelligt territorium.

Men PKK har rent faktisk dræbt civile i 1990’erne – er det ikke terror?

Jeg kan ikke forholde mig til enkelte sager, men jeg har ikke kæmpet med PKK. Jeg har kæmpet med YPG. PKK går generelt efter militære mål. De kæmper for et folk, der end ikke må tale eget sprog i skolen. PKK går ikke bevidst efter civile. Der vil altid være civile tab i krig, det er svært at undgå.

Hvordan ser du på Vestens ageren i forhold til Rojava, PKK, YPG, osv.?

Politikerne bør kigge på PKK og den terrorliste. De bør tage afstand fra Tyrkiets præsident Erdogan, fordi han støtter Daesh (IS).

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer