Tyrkiets Menneskerettighedsorganisation, IHD har præsenteret det første interaktive kort over massegrave i Tyrkiet. Kortet blev for nogle dage siden præsenteret for offentligheden.
Ifølge IHDs oplysninger er der 3.248 lig begravet i 253 forskellige massegrave
For at se kortet, klik her: http://www.ihddiyarbakir.org/Map.aspx
Mange af mordene menes begået af den officielt ikke-eksisterende enhed JITEM, den tyrkiske gendarmeris efterretningstjeneste. Mange kurdiske politikere, journalister og intellektuelle er blevet ført bort af fremmede mænd for aldrig at blive set igen. Nogle er senere dukket op i form af deres torturerede lig.
Utallige politikere fra de kurdiske partier, HEP, DEP, osv. og journalister fra Özgür Gündem, Yeni Ülke, Welat, osv. er ofte forsvundet, hvor deres mishandlede lig senere er dukket op. På et tidspunkt var Tyrkiet det farligste sted for journalister, kun overgået af det dengang borgerkrigshærgede Jugoslavien.
Ville fortælle om landsbyafbrænding – forsvandt efterfølgende
Journalisten Ferhat Tepe var Bidlîs-korrespondent for Özgür Gündem og havde tidligere modtaget trusler for sine artikler. Han forsvandt 28. juli 1993, da han angiveligt blev tvunget ind i bil af ukendte gerningsmænd. Flere politienheder patruljerede på daværende tidspunkt gaderne i nærheden, men benægtede kendskab til forsvindingen.
5. juli 1991 blev lederen af HEP i Diyarbekir, Vedat Aydin, opsøgt af mænd, der udgav sig for at være politi. Han var tidligere blevet anholdt i oktober 1990 for at tale kurdisk i IHD’s bestyrelse. 7. juli blev hans lig, der bar præg af skud, tortur og et brækket ben fundet. Få dage inden havde han igen talt kurdisk offentligt udenfor et hospital. Adskillige tusinder deltog i hans begravelse hvor politiets skød direkte ind i mængden, hvoraf 14 døde (“Turkey’s death squads”, Middle East Report, No. 199, (Apr. – Jun., 1996), pp. 20-21).
Da et landsbyoverhoved, Mehmet Gürkan fra den tvangsevakuerede landsby Akçayurt, Diyarbekir, holdt en pressekonference om soldaters nedbrænding af huse og høst i juli 1994, forsvandt han selv efterfølgende og er efterfølgende aldrig set igen. Han blev set fængslet af sikkerhedsstyrker og ført væk i en helikopter. Samme skæbne overgik 55 andre det pågældende år.