MF Pernille Skipper er bekymret for at statsminister Thorning-Schmidt efter tyrkisk besøg vil få lukket Roj-TV.

I onsdags besøgte Tyrkiets premierminister Erdogan København.

Her støttede hans danske modpart Helle Thorning-Schmidt angiveligt Erdogan i at Roj-TV bør lukkes.

– PKK er en terrororganisation. Vi har også i går fremlagt lovgivning, som skal se på, hvordan man kan sikre, at der ikke er sendetilladelse til kanaler, som støtter terrororganisationer, sagde Thorning-Schmidt (Jyllands-Posten, 21.03.2013).

Det falder nu Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper for brystet. Hun har derfor kaldt statsministeren i samråd.

– Så tyder meget på, at hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) har siddet og bestyrket ham i (Erdogan, red.), at ROJ TV er en tv-station, der skal lukkes. Og det synes vi selvfølgelig er stærkt, stærkt problematisk, siger Pernille Skipper til dr.dk

Da Helle Thorning-Schmidt efter mødet ikke har sagt, at Tyrkiet ikke skal blande sig i, hvilken tv-station, der sender fra Danmark, frygter Enhedslisten for ‘at hun har siddet og sagt det modsatte’.

Ifølge Skipper ser…

– …det jo ud som om, at statsministeren sidder og giver køb på vores ytringsfrihed til gengæld for nogle handelsaftaler, siger Pernille Skipper..

Statsministeren har ingen kommentar til samrådet, oplyser hendes særlige rådgiver til dr.dk.

Overfor den tyrkiske tv-station T24 sagde Erdogan, at han tilfreds med Danmarks orientering om Roj-TV-sagen.

– Jeg var glad for at blive informeret af min modpart om de skridt, der er taget i den juridiske proces her i forhold til PKK, sagde Erdogan (Politiken, 21/3-13).

Overfor Politiken ærgrer Erdogan sig over, at tv-stationens sendetilladelse ikke blev inddraget efter dommen i 2012.

– Vi forventer, at processen ender med en afgørelse, der er i overensstemmelse med internationale konventioner og forpligtelser til at bekæmpe terrorisme. Som venner og naboer må vi under alle omstændigheder samarbejde i fuldt omfang om at bekæmpe terrorisme. At give husly til celler af terrororganisationer harmonerer ikke med de europæiske kriterier for demokrati og gennemskuelighed. (Politiken, 20/3-13).

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer